Når magten korrumperer del 2 – et nyt parti ser dagens lys – Grønne Demokrater

Author:

Jeg har tidligere omtalt og citeret den partiløse folketingspolitiker Theresa Scavenius, der blev smidt ud af Alternativet på grund af “samarbejdsvanskeligheder”. Og det ved vi jo godt, hvad betyder i partipolitik: Hvis du ikke retter ind i forhold til partilinjen, så får du smæk. Og Scavenius fortsatte som solist med at være ud til bens, idet hun satte sig for at analysere og kritisere den udemokratiske udvikling af folkestyret og i særdeleshed Folketinget.

Og der er så sandelig al mulig god grund til at skønne på Scavenius’ projekt, fordi meget få medlemmer af tinge nogensinde kommer i nærheden af at stille spørgsmålstegn ved, hvordan systemet kører. Der er spørgsmål, der aldrig blive stillet ( i hvert fald for åben mikrofon og dør), med mindre altså man hedder Theresa Scavenius. Bare et eksempel: Hvorfor finder et stort flertal af folketingsmedlemmer sig i, at vigtige love  i dette land hastes igennem uden den fornødne, lovgivne behandling? Eller en klassiker: Hvorfor anerkender tingets partier ikke grundlovens § 56: Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere. ? Og så videre. Ingen tvivl om, at folkestyret på mange ledder og kanter har udviklet sig i en alt andet end demokratisk retning, hvor det er vigtigere at gennemtvinge den af “embedsværket” formulerede magt end det er at stoppe op og diskutere, hvad der er gang i!

AF samme grund har jeg i dag indgivet min vælgererklæring for at støtte Scavenius’ projekt, som jeg kun kan ønske god vind fremover. Men – det betyder ikke nødvendigvis, at jeg vil stemme på Grønne Demokrater, hvis partiet engang bliver stemmeberettiget; og det betyder heller ikke, at jeg nødvendigvis betragter Scavenius kritiske vilje og evne som tilstrækkelig, når det gælder om at lave om på det politiske liv. Alene det forhold, at man – Scavenius – laver et nyt parti i et system, hvor partierne netop er et af de helt centrale problemer i det demokratiske spil, bør vække til eftertanke. Hvor længe kan et parti, der vil undergrave sin egen struktur, blive ved med at give mening? Og ikke mindst: Så er der de spørgsmål, som jeg synes ikke bliver stillet, fx hvilken sammenhæng er der med den uheldige udvikling i de danske parlamentariske system og det samfund, som Folketinget er et produkt af?

Indtil videre følger vi med i, hvad der sker fra den kant.

One thought on “Når magten korrumperer del 2 – et nyt parti ser dagens lys – Grønne Demokrater”

  1. Capac: fuldkommen enig “demokratiet” blegner mere og mere, men det kan ikke komme som en overraskelse nu da vi er blevet USAs delastat nr. 51 i det mindste hvis man lytter til DR, her tales stort set ikke om andet hvad der foregår i USA.
    Det kan jo undre når vi er medlem i EU men det hører vi intet om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *