For 50 år siden udkom Harry Nilssons tiende album Pussy Cats. Og sandt at sige, så var det mere et duoprojekt end en soloplade, for albummet blev til i John Lennons berygtede “lost weekend”, hvor ex-Beatlen bl.a. med hjælp fra Nilsson kastede sig ud i en udsvævende livsførelse med stoffer, sprut og så videre. Og pladens titel skulle efter sigende være en allusion til den måde, d’herrer blev omtalt i sladderpressen. Planen var, at den skulle hedde Strange Pussies, men det var en lidt for pinkant titel for pladeselskabet.

Og ikke nok med, at de to herrer levede et udsvævende liv, så skete der også det, at Nilsson beskadigede sit stemmebånd. Men det fik ham ikke til at afstå fra at færdiggøre projektet. Og med hjælp fra studie-sangere lykkedes det at gennemføre albummet. Og det fik også hjælp fra en række kendte venner som Ringo Starr, Keith Moon, Jim Keltner og Klaus Voorman, der sammen sørgede for, at numrene kom ordentligt ned på båndet. Og for at det ikke skal være løgn, så dukkede selveste Paul McCartney op i studiet; første gang de to gamle Beatler var sammen om at indspille noget, siden opløsningen af The Beatles.

Albummet, der består af dels cover-numre (Jimmy Cliff, Bob Dylan og Doc Pomus/Mort Shuman) og Nilsson-kompositioner, blev ikke nogen umiddelbar succes og pressen var langt fra begejstret. Men jeg har altid syntes, at det er en særlig plade, som til trods for tilblivelsesbetingelserne med to midaldrende mænd i krise også afslører stor musikalitet og spilleglæde. Den minder mig lidt om Lennons Rock and roll, men er blot mere vild og respektløs. Siden førstegangsudgivelsen har den fået lidt af en kult-status, hvilket afspejler sig i, at den – selvfølgelig fristes man til at skrive – straks blev udsendt som bootleg, men også fordi kult-bandet The Walkmen valgte at genindspille hele albummet under titlen “Pussy Cats” Starring the Walkmen. Større anerkendelse kan man næsten ikke forestille sig.