Vi lytter til: Damien Rice og Co.

Author:

damien rice 0damien rice 9
Blogbestyreren lytter til Damien Rice (som Irene bestemt må kende). Hans plade “O” er et fint eksempel på (apropos min omtale af Pentangle, Donovan m.fl.), at folk bestemt ikke er forsvundet fra populærmusikken. Pladen har vist solgt til platin i Irland, men det er for så vidt uinteressant. Det er musikken til gengæld ikke. Damien og hans band, bestående af tomo (slagtøj), vyvienne long (cello), shane fitzsimons (bas), lisa hannigan (sang) og Damien selv (sang og en lang række instrumenter), leverer ti sange, som kritikere har beskrevet som “mesmerising, absorbing, adventurous and emotional”. Og det er ikke helt galt. Bandet får hjælp af en række andre musikere.
Det er ikke sange, der skriger efter hitlisteplacering. Tempoet er tilbagelænet, intensiteten til gengæld skyhøj. Numrene spænder fra små akustiske folknumre over stort, nærmest klassisk orkestrerede sange (på sangen Eskimo synger operasangerinden, Doreen Curran, så hårene rejser sig på min ryg…) til psycho-folk (som på nummeret I remember), hvor nervetrådene strækkes helt ud… Damien og Lisa synger, som om det gjaldt selve livet. Og det gør det nok også – på en eller anden måde.
Damien, der er født i udkanten af Dublin, skulle efter sigende have brugt en hel del tid af sin barndom på at fiske i floden Liffey. der ifølge skrønen har leveret vand til Guinness-øllet. Måske den også leverer inspiration til gode sange…
En ny plade med titlen “9” skulle være på trapperne. Mine varmeste anbefalinger til Damien og co. Damiens egen hjemmeside er under rekonstruktion, men der er en fin fanside, hvor man kan høre en del af Damiens musik.

15 thoughts on “Vi lytter til: Damien Rice og Co.”

  1. Jeg sidder lige og lytter, og jeg har taget mine venligtsidede ører pÃ¥ …

    Musikken er udefineret, guitarspillet er banalt og bruger “The Edge” rifs (og han kan kun det ene), stemmen er ikke fra maven men denne hjerte-smerte-vrænge-stil, som er sÃ¥ moderne i tiden. Og sÃ¥ er det overhældt med strengeinstrumenter, som det sig ogsÃ¥ hør og bør for tiden. Uoriginalt, det lyder som alle de andre. Mundi, Damien Dempsey, Paddy Casey og hvad de nu ellers hedder …

    Capac, dommen er at den fysiske cd-produktion er lækker og flot men indholdet synes jeg simpelthen er kedelig. Der mangler “drive”.

    OK?

  2. OK OK, skal nok give ham een chance mere, men jeg synes ellers jeg allerede har givet ham mange …

    Mht. Guinnessfarven har du 100% ret! Anna Livia kommer fra højmoserne og guderne mÃ¥ vide hvad der tilløber hende op vejen ogsÃ¥ …

  3. Kom nu Irene, slÃ¥ filtrene (“hÃ¥ndværk”, “layering”) fra og giv manden (ungersvenden) en chance. Det er bestemt ikke sÃ¥ tosset.
    Apropos Guinness: i hvert fald er farven ikke sÃ¥ langt fra Liffeys…

  4. Nej, det har du ret i, vi har skam cd’en i huset, men der er for megen “layering” i produktionen, som jeg ikke bryder mig om. Jeg ved godt at det er vældig “ambient” men jeg kan bedre lide “ærlig” musik, hvor man kan høre musikerne svede.

    Og sÃ¥ er der da for øvrigt gode chancer for at Guinness (og det er bestemt hÃ¥ndværk) blev lavet af Liffeyvand. Bryggeriet ligger klods op ad …

  5. Jow jow, vi kender ham skam, men fan mÃ¥ jeg indrømme ikke at være … HÃ¥ndværksstandarden er pÃ¥ een eller anden mÃ¥de ikke høj nok.

    Når det er sagt, så har han god og bred appeal og det tæller jo også noget, at kunne underholde masserne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *