““På et Venstre-pressemøde på Færøerne kom uenighederne med Socialdemokratiet op til overfladen” skriver DR Nyheder i dagens tekst. Revner og sprækker i den siddende og alt andet end populære SVM-regering bliver tydeligere og tydeligere og får regeringen til at fremstå som en fra starten af dødfødt idé. Den konkrete anledning, der får “uenighederne” frem er Mette Frederiksens nylige udmelding om, at Socialdemokratiet ikke vil blive ved med at støtte en hævelse af pensionsalderen.

Og vi har set en lignende udvikling før. SV-regeringen under Anker Jørgensen holdt godt og vel et år (1978-79) og viste, at den såkaldte arbejder-bonderegering var en mesalliance fra første færd. Bedre gik det ikke med regeringen Helle Thorning Schmidt, der bestod af socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Heller ikke dette forsøg på at skabe en regering ‘hen over midten’ havde nogen lang gang på jorden.

Selv om Socialdemokratiet siden Anthony Blairs forsøg på at gennemføre en foryngelseskur i sit Labour og gjorde det til en model for andre socialdemokratiske partier i Europa – blandt andet ved at lægge sig tæt op af den liberalistiske økonomiske tænkning, der havde været dominerende i vesten siden Milton Friedman gjorde monetarismen og de frie marked til universelle dogmer og Ronald Reagan og Margareth Thatcher hver på deres måde lod disse tanker dominere i deres respektive samfund – siden da har Socialdemokratiet, til dels drevet af historiske tilbageslag blandt vælgerne, søgt at sidde på magten ved at konstruere regeringer, der fra allerførste færd var holdningsmæssigt uenige og – trods fælles musketered – ikke på noget tidspunkt har kunnet holde uenighederne i ave.

Dagens nyhed kunne godt forstås som et tegn på, at den siddende, håbløst upopulære regering, snart har set sit endeligt komme. Såvel Socialdemokraterne som Venstre står sløjt i meningsmålingerne og hvis de skal vinde land, så er det måske her, lige før kommunalvalget, at de skal finde tilbage til deres grundholdninger. Om det hjælper er så en anden sag, for måske har de to gamle partier i virkeligheden udspillet deres dominerende politiske rolle. Vi får se.

Ovenstående er selvfølgelig en banal og såre simpel, nogen vil sikkert sige forsimplet, analyse, men jeg er af den overbevisning, at balladen, uenighederne, sprækkerne, revnerne er tegn på, at SVM-regeringen er ramt af den politiske midtes SVaMp. Jf. hvad jeg tidligere har udbasuneret om den politiske midtes implosive effekt på et historisk set holdningsbaseret Folketing…

Netavisen PIO har næsten samme konklusion, bare med en anden analyse og udgangspunkt.