Overskriften her er et skjult citat fra en bog, jeg læste om et ungt menneske, der blev grebet af popmusikken i dens gyldne år fra tresserne og frem. Og som oplevede – sådan som mange af os oplevede det – at forældregenerationen ikke bare slugte vores musik på samme måde som os. Jeg vil ikke sige, at mine forældre slugte min musik eller at jeg ønskede at de skulle tage den til sig. Det var snarere sådan, at de havde deres musik – den musik, de var vokset op med og som de havde med sig og som blev spillet i radioen – og jeg havde min. Min var den nye, som de med nogle undtagelser ikke “forstod”. Min far kunne godt lide Beatles og “Yesterday” og mine forældre lånte min singleplade med “She loves you”, når de skulle sætte lidt ekstra skub i deres fester med vennerne. Men ellers var der uudtalt, underforstået enighed om, at de havde deres musik og jeg havde min. Og sådan forblev det; blot med den tilføjelse, at deres musik med tiden også er blevet en del af mit musikalske univers, fordi jeg hørte den i tide og utide, da jeg var dreng, takket være Danmarks Radios monopoliserede programmer.

Og så et stykke musik, jeg fik af min far…