Det slog mig her til morgen, at det i går er tyve år siden mine forældre døde. Med halvanden måneds mellemrum. De var blevet adskilt, fordi min mor var faldet i badeværelset og havde pådraget sig et hoftebrud. Det betød, at hun kom på hospitalet og derefter på det ene rekonvalecens-sted efter det andet. Og det tog først livet af min far, der døde i deres fælles hjem. Og da det omsider gik op for min mor, at hun havde mistet sin livsledsager gennem mere end et halvt århundrede, holdt hun op med at spise og drikke og døde kort tid efter.

Hun kom til verden i 1916, og han i 1924. Hun kom fra landet som datter af en grovsmed; han voksede op i Esbjerg hos en enlig mor med fire børn.

Selv om der altså er gået to årtier siden jeg måtte sige farvel til dem, så er savnet (eller sorgen, om man vil) ikke blevet mindre med tiden. Selv om det hedder sig, at tiden læger alle sår. Nej, det er snarere sådan, at jeg bliver mere og mere klar over, hvor meget de har betydet for mig og mit liv. Og erindringerne – store som små – bobler hyppigere og hyppigere op. Jeg var så heldig at have dem i mit liv til jeg blev 50. Det var et privilegie. Og selv om intet familieliv er uproblematisk, så var vores relation altid god. Og det er en stor gave at få med sig på rejsen gennem sit eget liv.