Det er den aktuelle Roskilde-festival, der giver anledning til endnu engang at spørge: er rocken nu også død? For i pressens optagethed af den gamle festival på Djævleøen har de journalistiske vinkler typisk være ‘antallet af kvindelige optrædende’ (der for første gang er større end antallet af mandlige, alt medregnet – og DR har oven i købet, meget tidstypisk, lavet deres egen statistik…) og hvordan det går med rockbands i en tid, hvor hip-hop-kulturen for alvor har slået sig igennem i mainstream-poppen? Og nogle af de kommentarer, publikum kommer med siger det meste: “- Jeg må igen konstatere, at Roskilde Festival og jeg er vokset fra hinanden musikalsk, og det er fair nok. Der er andre, som leverer rock.- Der er kun et godt band, og det er Foo Fighters. Resten er ikke noget for mig.- For meget pop og ikke nok rock og eksperimentalt.- Engang var der meget rock på Roskilde Festival, men det er meget længe siden.” (citeret efter DR Nyheder). Foo Fighters, der i dag må betragtes som veteraner inden for rockmusikken optrådte med succes og demonstrerede, at rygtet endnu engang talte usandt. Rocken lugter måske lidt hengemt, men er ikke død, selv om festivalen har valgt at lade andre musikformer dominere – og har måske fulgt den famøse ‘tidsånd’ – til publikums delte meninger. Festivalen selv forklarer, at den blot har gjort, hvad den altid har gjort: at ‘have fingeren på pulsen’ og tjene sin målgruppe – ungdommen. Spørgsmålet er så måske, om festivalen, der jo er et barn af tressernes ungdomsoprør, er blevet offer for sin egen uddaterede holdning til festivalens eksistensberettigelse?! Det må du svare på, kære læser. Selv er jeg af den opfattelse, at prioriteringen altid og til alle tider må være den musikalske kvalitet (hvad det så end er) og ikke kvantitativ kønsbalance og musikalske modeluner…. Men jeg er også bare en gammel mand.