Inden jeg satte dette album på min afspiller, fuld af god forventning, tjekkede jeg lige op på, hvor meget jazzen fylder i bloggen. Og det – skal jeg hilse at sige – ikke så lidt endda. Ja, jeg vil gå så langt som til at indrømme, at jazzen har fundet sin varige plads i bloggen og mit musikalske univers. Ikke at den har været fraværende nogensinde, men dens plads er blevet styrket og udvidet – og det er dejligt og fint.

Og nu over til triosamarbejdet mellem de to danske jazz-musikere Carl Winther (komposition, piano) og Richard Andersson (kontrabas) – og så den noget ældre og garvede amerikaner, trommeslageren Jeff ‘Tain’ Watts. Oprindeligt et lærer-elev-forhold, som det jo ofte er i musikkens verden, mellem Tain og Adnerssson, der mødtes i en workshop og fandt ud af, at deres musikalske kemi passede som fod i hose. Og så kom endnu en hose til, Andersson, der også passede perfekt ind i kemien. Og trioen var skabt. Og nu er første – og forhåbentligt ikke sidste – udspil fra deres side er ude til glæde for jazzens yndere.

Albummet består af i alt fem numre, hvoraf de fire er komponeret af Carl Winther og det sidste er en standard, nemlig Arthur Johnstons filmmelodi fra 1093 “My old flame”. Og som det sig hør og bør i jazz, så er det gode, lange numre, hvor der er god plads til at de tre virtuoser kan udfolde sig, improvisere og demonstrere deres kunne for lytteren. I PR-materialet kaldes stilen post-bop, en lidt vag kategorisering, der dog i det mindst fortæller os, at vi befinder os i halen på en periode med bop, modal jazz og free jazz med farver af alt muligt andet, fx swing-jazz og andre lettere former. Og det, der slår mig, er, at trioen ekscellerer i en form, der har et anstrøg af let, nordisk, melankoli, hvor der er en høj grad af melodisk styring, som åbner op for musikernes frie udfoldelser på instrumenterne. Og der er noget at hente her. Winthers indfølte, blide, melodisk søgende spil, der støttes godt op af Anderssons solide, urokkelige basspil og understøttes af Tains nuancerige, subtile trommespil, der faktisk bevæger sig på niveau og linje med pianoets dominante position i det samlede udtryk.

Jeg kan kun varmt anbefale WAW! Det er en fryd at lytte til trioens samspil, der bare fungerer så godt og understeger, at det ikke var tilfældigt at de tre fandt sammen. Så hvis du kun udvider din pladesamling med en jazz-plade engang imellem, så overvej at anskaffe dig denne udgivelse; og overvej så samtidig, om ikke du skulle komme ud og opleve dem, hvis de kommer i nærheden af din hjemby. God fornøjelse.

WAW! Winter Andersson Watts. Produktion: Richard Andersson. Hobby Horse Records. Udkom den 7. juni