Den gode listemager, fhv. antikvarboghandler, musikelsker og meget mere, Klaus, har hevet noget frem fra gemmerne: dividendemærker. Jeg husker tydeligt de små kartonerede hæfter, som min farmor omhyggeligt satte sine mærker ind i. Min mor var hverken specielt systematisk eller økonomisk, så det var så som så med dividendemærkeomhyggelighed i mit hjem.
Men når jeg en gang imellem besøgte min farmor, som boede på Jørgen Pedersens Vej i Esbjerg, ikke langt fra Runddelen, hvor min elskede Strandbio lå, så mødte jeg en dividendespecialist. Jeg husker endnu, hvordan hun – i den lokale brugs HB – irettesatte en ansat, fordi vedkommende udbetalte forkert dividendebeløb. Hun var ikke gammel lotte for ingenting. En stram dame, som jeg aldrig fik et ordentlig forhold til.
Det skete også, at vi var sammen i familiens sommerhus i Sønderho på Fanø. Også der drev hun sit dividendespil i den lokale brugs, hvor vi nogle gange stod i kø sammen med statsminister Kampman, der var berygtet for at være en pedant i handelssager. Mest forbinder jeg dividendemærkerne med nogle chokoladeknapper, som min farmor altid købte i Brugsen. De blev solgt i små papæsker, og der var mørke og lyse – og de smagte godt. Og min farmor “rationerede” dem med hård hånd. Og så forbinder jeg mærkerne med Brugsens læskedrikpulver, som blev brugt meget i løbet af sommerferien. Pulveret, som man fik i nogle farvestrålende poser, der afslørede indholdets smag (orange=appelsin, rød=jorbær osv.), blev tømt ned i en kande og så vand på. Der har sikkert været alskens tilsætningsstoffer i. Men kors, hvor det smagte…