Når krigen den kommer…

Author:
For øjeblikket har vi det herligt
Her på Costa del Sol
I vort ny-nazistiske & asociale sammenhold
Men den dag røderusserne kommer
& det gør de jo nok igen
Har jeg solgt min hacienda & købt en ny i californien
Næh, nu står verden sgu ikke længere. Vores vicestatsminister og forsvarsministre, Venstre-manden Troels Lund Poulsen, har været ude og opfordre befolkningen til at ‘forberede sig på en krisesituation’. Og han citeres for at sige: “- Vi skal kunne klare os selv i op til tre døgn. Vi skal sørge for at have mad og vand, og en førstehjælpskasse og de nødvendige hygiejneartikler. Vi skal i det hele taget kunne klare os uden strøm, hvis lyset ikke kan tændes eller mobilen ikke kan oplades – og hvis der måske ikke kan betales med kort eller hæves kontanter”.  Og pressen er lynhurtigt til at forstå det sådan – og med rette – at den ‘krisesituation’, der tænkes på, er truslen fra Putins Rusland. Men da jeg var ude at købe ind i dag, så jeg ingen, der slæbte vanddunke, hygiejnebind, dåsemad eller primusapparater med hjem i indkøbsposen. Og der var ingen hylder, der var plyndret, som dengang for mange år siden, hvor en rationering af gær truede. Næh, det var mit indtryk, at vicestatsministerens ord var gledet ind på den hylde, hvor andre af hans og regeringens udmeldinger er landet – dér hvor alting skal tages med mindst en spand groft salt.
Og med god grund. For det er sgu da ministerens og regeringens ansvar som legitim ledelse af landet at sørge for at ingen i dette land kommer i bekneb om de mest nødvendige ting til dagen og vejen. Det er sgu det, de er valgt til at gøre. Uanset og det betyder, at de skal sluge politiske kameler og fx arbejde intenst for, at faktiske fredsforhandlinger med Rusland bliver igangsat – og ikke bare blive til et teaterstykke som de netop afholdte fredsforhandlingsforberedende møder mellem alskens lande (uden Rusland, der ikke var inviteret). Det er regeringens – og folketingets – forbandede pligt at sørge for, at der er vand, mad, elektricitet, internet osv. til alle, selv om kriser (Ukraine, klima, økonomi…) truer i horisonten. Ministerens udmelding minder mest af alt om en karikeret udgave af dengang, borgene modtog pjecen ‘Når krigen kommer’, hvor rådet var at gemme sig under spisebordet, når atombomben faldt i baghaven. Vicestatsministerens udmelding er uansvarlig og politisk tendentiøs og endnu et tegn på, at regeringens regeringsperiode har nået sin grænse og det er tid til at få andre og mere ansvarlige politikere ind på deres pladser.
 Fra en anden tid med andre trusler…

Categories: Musik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *