DR har oppet sig lidt, og derfor kan man være heldig at se programmer m.m., som alt for længe har været uden for institutionens opmærksomhed. Sådan skete det, at DR2 i går sendte Peter Schrøders filmatisering fra 1994 af Hans Scherfigs roman Det forsømte forår (1940).

Scherfigs roman er fortællingen om en flok klassekammerater af hankøn, der mødes til et studenterjubilæum og deler minder om deres tid på Metropolitanskolen i gymnasietiden. De er alle kommet ‘godt i vej’, som man siger, men jubilæet bliver en anledning til at erindre en tid, hvor de unge mænd var fanget i en institution, der udadtil fremstod som en dannelsesinstitution for det samfundslag, der skulle udgøre samfundets støtter, men som indadtil var et terrorregime, hvor et kollegium af mere eller mindre afsporede lærere med fysisk vold, psykisk grusomhed og generel menneskeforagt drev de unge studenter frem mod den endelige eksamen. Den allermest nederdrægtige person i dette kollegium var lektor C. Blomme – fremragende portrætteret af Frits Helmuth – en i bund og grund ensom skikkelse med undertrykte homoerotiske tendenser som kun lever og ånder for sin position på skolen.

Fremstillingen af skolen – Metropolitanskolen – er i Scherfigs optik en allegorisk fremstilling af det klassesamfund, han selv var vokset op i. Scherfig gik på samme gymnasium i tyverne. Og blev en af vores mest fremtrædende kommunistiske forfattere i sidste århundrede. Og det er ikke noget flatterende billede, han tegner af skolen/samfundet. Et klassesamfund, hvor lærere og forældre i fællig sørger for at deres børn gennemgår alskens pinsler for at blive socialiseret til afstumpede borgere, der vil kunne sørge for at denne dannelsesform vil fortsætte.

Og som i ethvert klassesamfund lurer oprøret. Nogle af drengene har dannet en subversiv drengeklub, kaldet “den sorte hånd”, der skal gøre livet surt for lærerstaben. Og efter flere ydmygende oplevelser sker der det, at nogen forgifter lektor Blomme med et maltbolsje med arsenik. Det viser sig så, at morderen er den dreng, der længe har nydt godt af Blommes skjult homoerotiske betagelse af den unge mand (Edvard Ellerstrøm, spillet af Thomas Villum Jensen). Det afslører han til jubilæet mange år senere, og det er som om denne sandhed ikke rigtig trænger ind i de for længst dannede mænd, der  har videreført arven fra skolen.

Peter Schrøder, der har instrueret filmen, kan sin Scherfig og er meget loyal over for den scherfigske kritiske vinkel. Det er en gammeldags film, der især hævder sig – og gør det godt – i kraft af skuespillet, der varetages af en leparello-liste af kendte skuespillere – fra Frits Helmuth over Lily Weiding til Claus Flygare. Og de gør det godt i alle roller. Det er handlingen og dialogerne, der udgør filmens kerne. En tradition romanfilmatisering, og en vellykket sådan.