Så var jeg pludselig tilbage i min barndoms biograf i Strandbygade, Fønix Bio, hvor jeg tilbragte mangen en søndag eftermiddag med at se spillefilm; cowboyfilm, Zorro, Western, ridderfilm og meget mere. For – som så det så ofte sker – jeg kom til at trykke på fjernbetjenere og var pludselig midt ind i filmen Den længste dag fra 1962. En berømt, sort-hvid langfilm (ca. tre timer) om de allieredes landgang i Normandiet, den såkaldte D-Dag, i juni 1944. En international produktion med franske, tyske, engelske og amerikanske manuskriptforfattere, flere instruktører og en perlerække af kendte, primært amerikanske skuespillere, som Richard Burton, Sean Connery, Henry Fonda, Robert Mitchum, Kenneth More og John Wayne. En krigsfilm af traditionel karakter; lang fra vor tids helt anderledes realistiske fremstilinger af krigens gru (Saving Private Ryan med flere). Og en typisk mentalt oprustende efter-krigs-film, hvor helte var helte (de allierede og især amerikanerne), skurke var skurke (nazisterne) og hvor der ikke var plads til hverken eftertanke eller kritisk syn på tingene. Men – det var heller ikke det, det drejede sig om denne eftermiddag, hvor jeg genså den sidste tredjedel af filmen. Det var stemningen af sort-hvid-film, erindringen om biografens særlige mørke og relativt hårde sæder (der svarer ganske godt til min gamle lænestol). Det eneste der manglede var de trompet-truttende reklamepiger og de simple, gennemskuelige reklamestills og -film fra dengang, hvor digitaliseringshelvedet endnu ikke var på tegnebrættet.