Danmark er i følge årlige internationale undersøgelser et af de mindst korrupte lande i verden. Og sådan er det nok også, hvis vi holder fast ved en begrænset forståelse af, hvad korruption er for noget. Nemlig i retning af den forståelse, der præsenteres på Udenrigsministeriets side: Korruption bliver defineret i Udenrigsministeriets anti-korruptionspolitik som ”misbrug af betroet magt for egen vindings skyld”. Men korruption, “der kommer af latin corruptio, af corrumpere ‘ødelægge, fordærve’, af kon- og rumpere ‘bryde'” (cit. efter lex.dk) kan også forstås i bredere forstand; nemlig således at korruption også handler om at bevare og fastholde magten for – ikke kun vindings skyld – men magtens egens skyld. At man ødelægger, fordærver det politiske for at fastholde magten. Det kan f. eks. ske ved, at man forringer demokratiet i politikken ved at minimere befolkningens og pressens muligheder for at få indsigt i det politiske virke eller ved at forcere lovarbejde således at der ikke er tid og plads til kritik og eftertanke; bare for at nævne et par indlysende eksempler. Og en politiker, der har øje for denne form for korruption – eller man kunne sige: anti-demokratisk virksomhed – i dansk politik er den partiløse Theresa Scavenius (ex-Alternativet), der bruger sin tid som solo-folketingskandidat til at analysere nogle sider af denne form for magtkorrumpering og konfrontere de andre folkevalgte med sine iagttagelser. I dag skriver hun således på sin Facebook-side:
Jeg har gjort mig en interessant, men ret foruroligende observation i det sidste år i Folketinget på tværs af de lovforslag, som jeg har arbejdet med.
Det viser sig nemlig, at det ikke kun er i forhold til koranloven (2023) og offentlighedsloven (lov om aktindsigt, 2024), at mange partier i Folketinget afskærer, begrænser og med salami-metoden bid for bid tager borgernes rettigheder fra dem.Det sker også flere langt mere usynlige steder. Som når Folketinget flytter magt fra Folketinget til ministerierne. Som når Folketinget i lovprocessen har absurd korte høringsfrister, og i det hele taget ignorerer al viden, information og kritik af lovforslagene fra borgere, eksperter og folketingsmedlemmer. Og når det er blevet “normalt” at afskære borgernes klageadgang i forbindelse med store anlægsprojekter, ejendomsvurderinger mv. At noget er blevet en almindelig praksis, kan aldrig være argumentation nok for at fortsætte.I forbindelse med anlægsprojektet i Aalborg lavede jeg derfor et par ændringsforslag, som skulle fastholde klageretten i forbindelse med projektet samt skabe en øget offentlighed ved at lave en hjemmeside, hvor alt materiale nemt kunne tilgås for borgerne. Mange borgere har været engagerede i lovforslaget og projektet, og det har samtidig været utrolig svært at skaffe informationer om projektet. Det, synes jeg, vi skulle lave om. Projekter som dette skulle jo meget gerne være til FOR borgerne. Så skal de selvfølgelig også kunne få fuld indsigt, så de kan følge med, de skal kunne klage og kunne give deres besyv med.Interessant nok stemte ingen for ændringsforslagene, heller ikke partier som Det Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten. Ordføreren fra SF sagde, at “Det er relativt almindelig praksis (…). Vi gør det også i andre forslag. Derfor kan vi i SF ikke støtte op om en generel fjernelse af hele den paragraf, for noget af det er nu engang nødvendigt.”Indskrænkningen af borgernes rettigheder betragtes altså som værende “nødvendig”. Jeg mener, det er udtryk for en problematisk, men også forkert demokratiforståelse.Det harmonerer selvfølgelig fint med, at Radikale Venstre og SF også i 2013 stemte FOR den oprindelige offentlighedslov (2013), der fjernede offentlighedens indsigt i ministerbetjening og forligskredse. Og Radikale Venstre ligeledes stemte FOR den indskrænkningen af aktindsigtsloven i sidste uge, mens SF og Enhedslisten stemte hverken for eller imod lovforslaget. På højrefløjen stemte DF og LA imod i 2013, og LA imod indskrænkningen i sidste uge.I en demokratisk forvaltning og lovgivningsproces er borgerne ikke problemet. Så lad os lade være med at behandle borgerne, eksperter, ngoer etc. sådan. De skal derimod være dem, som er med til at kvalificere og fremtidssikre projekter ved at bidrage med alle de relevante og lokale erfaringer, viden, korrektioner, etc. etc.Vi har at gøre med et flertal i Folketinget og en regering, som abonnerer på et svagere og svagere demokratibegreb. Borgerne skal stemme dem ind – gerne på baggrund af tomme kampagner.Derefter ønsker magten ikke at høre mere fra borgerne.
Det er demokratisk foruroligende, men også et forvaltningsmæssigt kollaps og et udtryk for manglende forståelse for, hvorfor demokratiske beslutningsprocesser og borgernære forvaltning er stærkere og bedre end lukkede og autoritære stater.
For en ordens skyld skal jeg lige sige, at jeg ikke støtter Alternativet og ikke har stemt på Theresa Scavenius, men jeg deler hendes interesse og blik for de anti-demokratiske mekanismer og tendenser, der gør sig gældende i det såkaldte danske folkestyre. Hvis vi tager tanken om folkestyre – demokrati – alvorligt er det vigtigt og nødvendigt at vi bekæmper den slags tendenser og skjulte “praksisser”, som gør sig gældende i dagens førte politik. Uanset hvilket parti, der direkte eller indirekte støtter op om en sådan praksis. Bemærk således, at selv Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har problemer med det…