Diamond Dogs så dagens lys på markedet for 50 år siden. Sammen med forløberen Pin Ups og efterfølgeren Young Americans var det et farvel til Ziggy Stardust-tiden og et mellemspil, inden de kultdyrkede Berlin-albums kom. Og sjovt nok var det i denne overgangsperiode, jeg fik ørerne op for David Bowie. Det var nøglen til hans forvandlingskugle-univers for mig.

Et overgangsalbum på flere måder. Pladen med det provokerende og flotte malede omslag af Guy Peellaert ((maleriet viser Bowie som halv hund halv menneske og på det originale maleri kan man tydeligt se skabningens genitalier… De blev senere malet over, da pladen kom med et foldeudomslag)), markerer en afsked med Ziggy Stardust-figuren, selv om der stadigvæk er lighedpunkter til hovedpersonen Halloween Jack.

Samtidig er pladen et kompromis-concept-album. Det var vist Bowies plan at omsætte George Orwells berømte roman 1984 til en slags rock-teater-udgave, hvor Diamond Dogs skulle være soundtracket. Men strid om rettigheder gjorde det umuligt; i stedet er der på LP’ens side 2 en række sange, der er direkte inspireret af Orwells bog (“1984” og “Big Brother”).

På Diamond Dogs tager Bowie også afsked med en række musikere, der stod bag Ziggy Stardust-projektet. Med Tony Visconti som medproducer og sig selv som leadguitarist, bakket op af kendte folk som Aynsley Dunbar, Tony Newman og Herbie Flowers – skabte Bowie, hvad man kan kalde Bowies rock’n roll-plade. Selve ordet “rock’n roll” går da også igen på flere af sangene… “When you rock n roll with me/ No one else Id rather be/ Nobody here can do it for me/ Im in tears again/ When you rock n roll with me…“.

Med tydelig inspiration fra engelsk R&B-baseret rock’n roll – ikke mindst forbillederne i Rolling Stones – og Bowies egen rå, kantede guitarlyd ryster Diamond Dogs glam-rocken af Bowie og peger med sin kuldslåede, dystopiske tematik frem mod Berlin-trilogien.