Endnu en biografisk film om en popstjerne. Denne gang om selveste Aretha Franklin, “The Queen of Soul”, som musikmennesket Jerry Wesler døber hende.
Vi følger Aretha – eller Ree, som hun kaldes i familien og blandt venner – fra hun er 10 år gammel. Hun vokser op i en religiøs famiie. Faderen er lokal præst for en stor kirke, lidt af en gammeldags patriark. Hun har nogle søskende og har fra begyndelse stor interesse for at synge, hvilket hun gør ved festige lejligheder i familien. Moderen har forladt familien, angiveligt fordi faderen havde svært ved at efterleve det kristne budskab og næstekærlighed i familielivet og pludselig dør hun, hvilket bliver en traume for den unge Aretha.
Men Aretha er også en ung dame, der ved, hvad hun vil. Og selv om faderen er imod, så forfølger hun sin drøm om at blive sangerinde og hitmager. En drøm, hun realiserer, selv om det har nogle personlige omkostninger; et forlist ægteskab, problemer med alkohol og det evigt lurende traume. Og vi følger hende helt frem til hendes sidste år.
Filmen er ganske vellykket. Og det skyldes ikke mindst valget af sangerinden, skuespilleren og tv-stjernen Jennifer Hudson til rollen som den voksne Aretha. For hun formår at efterligne Aretha Franklins sangstemme i en nærmest perfekt grad; noget der er afgøende for filmens overbevisnig af publikum om, at Aretha var noget helt særligt. Og med Jennifer i hovedrollen får vi et billede af en kunstner, der sætter sig igennem som kunstner, politiker (aktiv i Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse) og menneske (familieopgør, traume m.m.). En film, der efterlader en som en større fan af Aretha Franklin end man var før, man så filmen. Ligger på DRs side.