Når man bør se denne lille film af svenske Lasse Hallström, så skyldes det ikke så meget handlingen, der er letbenet og også ret så forudsigelig. En indisk familie bliver nødt til at flytte fra Indien og ender i en afsides fransk landsby, hvor de på familiepatriarkens initiativ åbner et indisk spisested i en forfalden bygning, der ligger lige over for Madame Mallorys (Helen Mirren) fine Michelin-bestjernede franske spiserestaurant. Og så har vi balladen, for Madame Mallory kan ikke lide sin folkelige, eksotiske konkurrent og forsøger at spænde ben for det indiske projekt. Men undervurderer sin modstander, der tager kampen op. Og så får vi en historie af næsten kerne-humanistisk karakter, hvor de to parter finder hinanden og ad mange omveje lærer at leve i fredsommelighed og gensidig forståelse. Og det hele er skrevet i vinden, fordi den unge indiske søn og mesterkok Hassan(Manish Dayal) tidligt finder interesse i den unge, kønne Marguerite (Charlotte Le Bon), der arbejder for fjenden. Og det kan kun ende på en måde – at de to finder sammen om mad og kærlighed.
Skuespillet er fortræffeligt i alle roller. Og instruktionen er også lydefri. Rolig og fremadskridende uden brug af særlige virkemidler. Men det, der gør denne lille bagatel af en film til en totimersseværdighed er den særlige stemning, som Lasse Hallström formår at skabe omkring dette kulturmøde i en typisk fransk landsby. En rolig, venlig stemning, der ligger langt fra alt, hvad vi forbinder med kultur-sammenstød og indeholder lige dele fransk og indisk levemåde og filosofi (i bredeste betydning). En såkaldt feel-good-film, og ikke ret meget mere.