For længe siden, ja helt tilbage i de første år af denne blogs og blogversions eksistens, skrev jeg et indlæg under rubrikken “Kulturgoder: pissoirer, offentlige toiletter og lign.”. Og nu er der grund til at vende tilbage til emnet igen, idet en af dagens nyheder fortæller, at ‘tusindvis af danskere ikke kan komme på toilettet, når de er ude’. Ergo: Der er stort set ikke sket noget, siden 2006 på dette for os alle vigtige og prekære område. Ikke mindst den del af befolkningen, der lever med et handicap – og f.eks. sidder i kørestol – oplever problemet. I Danmark er der tre døgnåbne offentlige toiletter, der giver adgang for handicappede.

Vi kan sikkert godt regne ud, hvad der er det egentlige problem med de manglende toiletter, nemlig penge. Kommunerne fattes penge i disse år; noget vi dagligt får eksempler på. Men så er det, man kan se mod syd og se, hvordan de har ordnet det problem i Berlin. Nemlig ved at udlicitere problemer; lade et privat firma lave toiletter, pissoirer osv., sørge for at drive dem – mod betaling forstås. Sådan er det i Berlin, hvor man – som jeg fortalt – mod et beskedent beløb (en halv euro) kan besørge i rene, velduftende omgivelser og opleve, at der bagefter bliver rengjort efter en, så den næste osv. Det er ikke, fordi jeg er tilhænger af privatisering, udlicitering og deslige, men når de i øvrigt privatiseringsglade danske politikere ikke kan se denne løsning, så må man jo gøre dem opmærksom på det. Det ligger lige for. Ikke mere pis.