Peter Abrahamsens navn og ansigt er blandt dem, der altid synes at have været der. Og så alligevel ikke. For til forskel fra mange andre i hans branche – musikken – så stod han alrig forrest i køen, når kameraerne blitzede og journalisterne stak mikrofonen op i ansigtet på de kendte.
Abrahamsen lagde fra lang i 1958 som rockeren Peter Abrams, som med sin bløde rock var en seriøs konkurrent til fx Otto Brandenburg. Men der skulle gå et par år, inden Abrahamsen for alvor valgte musikken som en levevej. Og omvejen gik over reklamebranchen.
Siden dengang har han holdt en solokarriere i gang, der så sent som i november 2023 udmøntede sig i et album, “For enden af vejen”. Men ellers lavede han mange ting. Havde eget forlag – Abracadabra – der havde Povl Dissing og Benny Andersen under sine vinger. Og han havde kontakt med et stort segment af musiklivet Og var inspirator og i ordets egentlige betydning pro-motor for rigtig mange talenter.
Han stod også i spidsen for Gyldendals højtprofilerede Exlibris-forlag i mange år og deltog i kunstnernes kamp for bedre økonomiske rettigheder. I det hele taget var det en mærkedsag for ham, at musikere skulle behandles ordentligt og bedre end de i mange årtier er blevet behandlet i musikindustrien. Og forklaringen var også, at Abrahamsen helt ind i hjertet var rød – ja, kommunist – men hele tiden med et indfølelde, menneskeligt blik på verden og dens indbyggere. Og et medlemskab af Danmarks Kommunistiske Parti ændrede ikke på det forhold.
Den politiske bevidsthed satte sig også igennem i hans sange, der dyrkede og kredsede om forfattere med høj samfundsbevidsthed, lige fra norske Rudolf Nielsen til vores egen Carl Scharnberg. Og ha optrådte ofte i sammenhænge, hvor hans meningsfæller kom og holdt til.