For mange år siden, da træet var ungt, har et ungt, forelsket (?) par stået her og med en lommekniv snittet budskabet “Ole Britt forever”. Siden er træet vokset til, har fået mange årringe og budskabet er også vokset i takt med barken vækst. Buskabet står der stadigvæk, men hvad der sket med det unge par herefter – da forelskelsen fordampede og ja, hvad!? – fortaber sig i det uvisse. Men skriften står der stadigvæk som en slags grafitti – måske træfitti – der stadigvæk kalder på læseren. Og er et billede på skriftens fungeren, på umuligheden (?) af at koble tilbage til dens indskrift og indskriftens agent. Og her står læseren så og er overladt til sin læsning og ikke mindst fortolkning. Hvad sket der mon med  Ole og Britt, og var det i det hele taget dem, der førte kniven eller!? Nå, men hunden fik tisset grundigt på træet og snus endnu mere og livet gik videre.