Symbolpolitik er et ord, der nu og da dukker op i den offentlige debat i den betydning, som Ordnet tilskriver ordet. Men hvis ordet symbol i denne sammenhæng får en mærkelig luftig og ret så ligegyldig klang, så har det i andre sammenhænge en særdeles tung betydning. Således kan man hævde, at den siddende SVM-regerings fjernelse af Store Bededag har vist sig at være fjernelsen af en dag med stor symbolsk og reel betydning for mange mennesker. I en just offentliggjort meningsmåling styrtdykker regeringen i vælgertilslutnng og repræsenterer nu kun i omegnen af 30% af vælgerne og har dermed mistet det parlamentariske flertal, der gav regeringsmagten. Og noget tyder på, at netop den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksens ønske om at afskaffe Store Bededag har spillet en stor rolle i partiets og regeringens folkelige opbakning. Hvilket fortæller os noget om den symbolske betydning Store Bededag har ude i befolkningen. Ser vi bort fra den folkekirkelige betydning og historie, der ligger i Store Bededag, så handler det også om, at Store Bededag er symbol på den frie tid, på fritiden, på den ikke-arbejdsmæssigt-regulerede tid. Og når mange danskere er utilfredse med afskaffelsen, så er det udtryk for, at de ikke deler statsministerens ønske om, at vi alle skal arbejde mere (vi husker hvordan det startede med, at vi skulle arbejde 12 minutter mere om dagen og hvordan tankegangen smittede af på pensionsreformerne, Arne-pension osv.). Tværtimod tyder meget på, at danskerne ønsker at arbejde mindre (jf. de mange lokale forsøg med firedagsuger), så der er mere tid til familie og fritid. Så ordet “symbolpolitik” får en helt anden og radikal betydning, når det de facto handler om noget symbolsk, nemlig en helligdag, der er symbol på fritid, frihed, ikke-arbejde. Så det er måske heller ikke så underligt, at statsministeren her på den internationale første maj trækker kraftigt i land i forhold til snakken om at arbejde mere. Man skal nemlig passe på med at pille ved det symbolske; det koster.