I 2012 kom jeg snublende i gang med at se den engelske krimi-serie Vera, fordi jeg – også dengang – var på en frivillig tv-fravænning. Dengang var vi i gang med anden sæson med den fortinlige Brenda Blethyn i hovedrollen som kriminalinspektør Vera Stanhope. Og det lykkedes med at se de resterende sæsonner, til og med den 12. Og nu er så trettende sæson dukket op på DRs hjemmeside (og den dukker sikkert snart op som flow). Og vi nærmer os enden på den serie, for bagmændene og -kvinderne har meddelt at serien slutter med to afsnit i sæson 14, der pt. produceres. Alting har en ende.
Men altså, så har jeg set sæson trettens tre afsnit de seneste tre dage og er derved sluppet for at forholde mig til Bededags-frustrationer, krigsgale statsministre osv.
Og siden sidst er DC Jac (Ibinabo Jack) og DS Aiden Healy (Kenny Doughty), Veras højre hånd trådt ud af serien. Til gengæld er David Leon – DS Joe Ashworth og nu DI – vendt tilbage efter ni sæsoner. Og ind er trådt _Rhiannon Clements som DC Steph(anie Duncan). Ellers er alt ved det gamle, heldigvis.
Ashworth vender tilbage som udsendt kontrollør, der skal vurdere indsatsen på Veras team, men det står snart klart, at han helst vil tilbage til sit gamle job som detektiv hos Vera. Hans far er syg af demens og familien savner de hjemlige omgivelser. Så inden længe er Joe tilbage i det særlige mor-søn-forhold til Vera og i gang med at opklare forbrydelser, der igen byder på mangefacetterede plots, hvor det ikke er som overfladen lader forstå.
I det første afsnit /13/52) handler det tilsyneladende om en flugtbilist, der dærber en ung mand. men efterforskningen sender Vera og Co. ind i et miljø med markedshandel, hvor penge, familieforhold og meget andet gør opklaringen intrikat. I afsnit 2 (13/53) findes en ung pige død ved en afsides jernbaneafskæring og en historie om indviklede familieforhold hvirvles op som sand i Sahara. Endelig er der i tredje afsnit (13/54) tale om en medejer af en fish-and-chips-restaurant som findes død i restaurantens dybfryser. Og igen sendes Vera, Joe og holdet ind i et spindelvæv af løgne, tilsløringer og hemmeligheder i den afdødes familie og nærmeste bekendtskabskreds. Og jeg får lyst til at gentage, hvad jeg skrev dengang for tolv år siden:

Hovedrollen i serien spilles af den fremragende, britiske skuespillerinde Brenda Blethyn, der bl.a. er kendt for sin rolle i Mike Leighs Secrets & Lies (1996). I serien spiller hun kriminalinspektør Vera Stanhope. Altså en kvindelig strisser, men en lidt atypisk en af slagsen. Vera er en midaldrende kvinde, der bor alene på bøhlandet i sin afdøde fars hus, hvor hun tumler med sine eget kaotiske følelsesliv og alle de indre dæmoner, der forfølger hende, når hun ikke lige er fordybet i sit arbejde. Og det er hun for de meste.

For Vera er workaholic og investerer sig selv med hud og hår i de sager, der lander på hendes skrivebord. Ved sin side har hun den unge familiefar Joe Ashworth (spillet af David Leon), der er hendes modstykke langt hen ad vejen, men også hendes ligeledes arbejdsopslugte supplement, der er med til at drive efterforskningen frem mod en løsning. Men Joe skubber også til Veras dæmoner og sørger for, at de kommer op til overfladen. De to er, som man siger, et umage par, men de holdes sammen af lige dele professionel optagethed og en særlig øm solidaritet.

Set i fugleperspektiv er det en klassisk britisk krimi-serie, der har to modsætninger som motor (det har vi set igen og igen fra Sherlock Holme & Watson over Morse & Lewis og Daziel & Pascoe og videre). Serien bygger på den britiske forfatterinde Ann Cleves’ romaner (hvoraf flere er oversat til dansk). Men selv om meget er genkendeligt set ud fra krimi-serie-skabelonernes og -klichérnes vinkel, så rager serien om Vera op over krimibolledejen i kraft af dels nogle fortræffeligt sammenskruede, virkelighedstro plots og dels – og ikke mindst – i kraft af Brenda Blethyns fremstilling af den jævne, forvirrede, forfjumrede, midaldrende kvindelige politikommisær med den skarpsindige, intuitive fornemmelse for forbrydelsers kompleksitet. Hertil skal lægges David Leons sympatiske gestaltning af den arbejdsomme, ophængte familiefar med arbejdsløs kone og to unger på slæb og en række fornemme birollepræstationer.

Og det hele udfolder sig i et autentisk miljø i Northumbria, der også lægger en smuk og betagende natur og geografi til. Det er en af den slags serier, det er rart at have stående på DVD-/Blue Ray-hylden, fordi den i kraft af skuespilleriet og sin fortættede stemningsfuldhed kan gøre hvilken som helst kedelig efterårsaften til noget særligt.

Sæson 13 lever helt op til de foregående sæsonners høje kvalitetsniveau og i det omfang, man kan tale om forandring, så er det mest i form af en opkvalificering af holdets rutine og erfaring. Som et godt band spiller de medvirkende deres roller til perfektion og gør afsnittene mere end blot underholdende – intelligent, dybsindig fortællekunst, som man kun have respekt for. Og nu bliver det spændende at se, hvordan de får slået en sløjfe på serien i de næste to afsnit. I hvert fald kommer jeg til at savne Vera og hendes hold, når det om føje tid er slut.