Aftenens filmoplevelse var Gavin Hoods Official Secrets fra 2019. Et drama om den såkaldte “whistleblower” Katharine Gun, der afslører, hvordan amerikanske og britiske efterretningstjenester forsøger at manipulere FN-diplomater til at godkende en invasion i Irak.
Gun (fornemt spillet af Keira Knightley) arbejder som analytiker og oversætter i GCHQ (regeringens kommunikationshovedkvarter), hvor hun og kollegerne modtager et notat, hvoraf det fremgår, at USA og Storbritannien i fællesskab skal spionere mod en række medlemmer af FNs Sikkerhedsråd med henblik på at svine dem til og derigennem presse dem til at stemme for en invasion.
Gun indser, at notatet kan medvirke til at kaste Storbritannien ind i en krig på falske forudsætninger. Og med udsigten til, at hendes hjemland således skal kastes ud i en krig med tusindvis af uskyldige irakiske ofre på løgnagtige forudsætninger vælger Gun at lække notatet til en veninde, der er krigsmodstander, som så sender det videre til jounalisten Martin Bright på The Observer.
Selv om avisen oprindeligt er for krigen, så får Bright lov til at undersøge sagen og skrive om den. Og det lykkes Bright og kollegerne at sandsynliggøre notatets ægthed og offentliggøre resultatet i marts 2003.
Offentliggørelsen fører med det samme til en intern undersøgelse i GCHQ for at finde ‘whistlebloweren’. Og for at beskytte sine kolleger mod ydmygende forhør vælger Gun at indrømme sin forbrydelse.
I mellemtiden har George Bush og Co. startet krigen i Irak og Gun søger juridisk hjælp hos nogle borgerrettighedsadvokater, der tager sig af sagen, da den britiske regering vælger at retsforfølge Gun for krænkelse af The Official Secrets Act fra 1989, der har til formål at beskytte vitale, hemmelige samfundsinteresser.
Guns forsvar vælger at forsvare hende ud fra det synspunkt, at hun lækkede dokumentet for at forhindre, at hendes hjemland skulle blive involveret i en ulovlig krig. Og da forsvaret kan bevise at den højeste juridiske myndighed i Storbritannien, Peter Goldsmith, ved et møde med Bush-administationen tvinges til at ændre holdning vedrørende krigens lovlighed, står de offentlige anklagere med en dårlig sag. Og da Gun vælger at erklære sig uskyldig har anklageren ikke anden udvej end at droppe anklagerne mod Gun, fordi alternativet kunne føre til en retssag mod Blair-regeringen for at have ført Storbritannien i krig på et ulovligt grundlag.

Filmen bygger på en virkelig hændelse og er en af den slags film, der måske ikke får den plads på radaren, som den fortjener. En nedtonet, alt andet end sensationsfokuseret film, med fine, diskrete skuespilpræstationer af nogle af Storbritanniens bedste filmskuespillere og en sikker instruktion, der forstår at formidle et svært stof på en måde, der både er letforståelig og dog fuld af komplekse politiske, juridiske og journalistiske forhold. Det er sådan en film, der kræver, at man kan koncentrere sig i de 112 minutter, den løber over skærmen, men til gengæld får man intellektuel underholdning på højeste niveau – og oven i købet endnu en fortælling om en krig, der aldrig nogensinde skulle være begyndt og som mange mennesker den dag i dag lider under konsekvenserne af. En rigtig god film, der også giver stof til eftertanke i vor tid, hvor andre krige er på dagsordenen – med USA og Europa som krigsførende nationer.