To saksofoner (Oliver Lauridsen, Thorbjørn Øllgaard) og trommer (Albert Holberg) hopper lytteren i møde med nummeret “Al Magt Til Overførselsindkomst” med en dansant munterhed og popmusikalsk andersledeshed, der indvarsler, at her står lytteren over for noget uvant og overraskende anderledes. Det er jazz, det er pop, det er rock; og det er først og fremmest fabelagtigt medrivende og appellerende til den indre dansebjørn og til den lytter, der gerne vil have vendt vrangen ud på lytteapperatet. Og allerede med nummer to “Hvide Mænd Spille Afrobeat” ved vi, at de tre spillemænd ikke er sådan at fastholde inden for nogen forventelig stilskematik. Afrobeat med en ordentlig indsprøjtning løssluppen jazz-saksofon pisker af sted og minder en om, at det sørme bliver svært at holde sig i ro og bare sidde og lytte. Her er budt op til fest og dans. Men det er ikke kun tonerne og rytmerne, der taler. I “Middelklassen Avler Kun Skeletter Digt” tager ordet ordet i et vrissent, vrantent, kritisk digt, der får lov til at være intro til det lidt mørkere nummer, der bryder lidt med feststemningen med en elegisk tenorsaksofon og næsten slæbende trommer og bassaksofon. Ingen sjov uden alvor. Men allerede på A-sidens sidste nummer “Fuck Der Kommer Kontrøllører!” mærker man pulsen banke igen og opdriften arbejde på at tage over og indtage dansegulvet.

Albummets første side er indspillet i hjemlige omgivelser på et gammelt fritidshjem på Christiania. Og det kan man høre og mærke på trioens tætte og indforståede samspil. B-siden derimod er produceret i Bark Studio i København af Elias Anguyo Arentoft Jensen. Det afsløres af en mere sofistikeret tone, der nok mestendels skyldes studiebearbejdningen (miksning og mastering), for ellers er samspillets intimitet og tæthed og trioens energi og vitalitet helt bevaret. Og det ville nok også være umuligt at holde den nede og i ave. Og med det relativt korte nummer “PGO HOT 50” sparker trioen døren op til halvfemserdiskoteket med et veritabelt technopop-eurodance-indspark, der straks afløses af endnu et poetisk udbrud med digtet “Start Et Punkband”, der dels afslører den stilistiske bredde og dels bandets klare politiske ståsted – i opposition til det bestående politiske parnas og den politisk korrekthed anno 2024. Og B-siden fortsætter med at demonstrere at Smag På Dig Selv ikke har intentioner om at lade sig af- og indgrænse stilistisk eller holdningsmæssigt. Nej, SPDS er ikke for fastholdere. Selv om der er appel til dem, der vil danse og feste, så er der også meget andet – melankoli, aggression og almindelig vildskab.

SPDS er sådan en plade, man som inkarneret musikelsker kun kan blive taknemmelig og glad over at få indlemmet i sin musiksamling, fordi den viser og beviser, at den musikalske udvikling inden for populærmusikken og tilstødende områder ikke sådan lader sig tæmme og blankpolere, selv om musikindustrien ofte gerne vil have det sådan. Nej, dette album er uregerligt og ikke til at tæmme. Og det er en velsignelse, og man kan kun håbe på, at de tre gutter i dette uforlignelige lille band vil fortsætte deres udforskning af det stilistiske landskab og deres instrumenters rækkevidde. Så skal det nok blive til noget stort og godt. Hermed begejstret anbefalet.

Smag På Dig Selv. SPDS. Produktion: Jens Benz og Elias Anguyo Arentoft Jensen. Stunt Records. Er lige udkommet.