For snart længe siden skrev jeg et lille indlæg om de kulturelle problemer, som indvandrere stødte på, når de ønskede at få børn ved hjælp af kunstig befrugtning. Som indfødte danskere er fertilitetsproblemerne, der er en del af vores vestlige levevis, også blevet et problem for indvandrere. Men disse stødte ofte på en kulturel hindring, nemlig at indvandrermændene ikke ville være donorer, fordi deres avlsevner tilhørte familien. Historien viser noget om kultur. Dels at det kan være meget svært at ændre på kulturelle vilkår – fx at man kun får børn med nogen med samme baggrund som en selv – og dels at kultur er under stadig forandring; lever man i vesten, så er man i risiko for at blive som dem, man lever sammen med – fx barnløse.

Og i dag kan man så læse på videnskab.de, at det er »Overraskende«: Ikke-vestlige indvandrere får færre børn end kvinder født i Danmark. Historie fortæller, at indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande føder færre børn end kvinder med dansk oprindelse. Fødselsraten blandt kvinder fra lande som Syrien, Afghanistan og Somalie er faldet fra mellem 2.7 til 6,3 til 1.4. I samme periode ligger kvinder fra Danmark 0.2 procentpoint over. Og det mener videnskab.dk er “overraskende”. Men er det nu også det!? Vel kun, hvis man forventer, at de ikke-vestlige kvinders fødselsrate og deres kultur i det hele taget er upåvirkelig af det samfund, børnene fødes ind i. Men når disse grupper rammes af vores kulturelle vilkår – fx fertilitetsproblemer og økonomiske forhold – så ændrer deres kultur sig også. Ikke med et slag, men over tid. Og det er vel – alt andet lige – positivt, hvis man ellers er tilhænger af det, man kalder “integration”!? I hvert fald rokker de ovenfor beskrevne forhold ved visse fremmedfjendske menneskers frygt for, at vi bliver ‘oversvømmet’ af andre kulturer, men vel også ved den udbredte skepsis med hensyn til, om integration kan lykkes!? Vel kan fler kulturer sagtens leve sammen; det tager bare tid og forudsætter at der sker en kulturel afsmitning, som ovenfor antydet.