Pigebørn er den danske titel på oversættelsen af Louise May Alcotts berømte roman Little Women (fra 1868). Og selv om titlen ikke er helt ude i skoven, så er den dog lidt misvisende, idet fortællingen om fire søstre og deres mor under den amerikanske borgerkrig i allerhøjeste grad handler om pigebørnenes transformation til små, voksne kvinder.
Romanen, der har fået klassikerstatus i Amerika som “pigebog”, “ungdomsbog” eller bog for “young adults”, er blevet filmatiseret mange gange. Senest har Greta Gerwig (der for øjeblikket nyder stor opmærksomhed for sin film Barbie) filmatiseret den i 2019. Og det er nok rigtigt at sige, at Gerwig står i gæld til den foregående version fra 1994, som australieren Gillian Armstrong stod for. Og det er netop denne næsten autoritative udgave, som DR tog sig sammen til at vise forleden.
Og det er en virkelig god filmatisering af den gamle roman. Med nogle af det årtis bedste unge kvindelige skuespillere – Winona Ryder, Claire Danes, Kirsten Dunst og Samantha Matthis – suppleret med stærke voksne kræfter – Sudan Sarandon og Gabriel Byrne m. fl. – får vi fortællingen om de fem kvinder, der lever et liv i relativ fattigdom, fordi faderen er gået i krig for Nordstaterne, og gennemlever et liv, hvor de bliver voksne og skal håndtere diverse konflikter og problemer. Det er et fint studie i kvindelighed anno dazumal, men også – måske – i kvindelighed i en mere transhistorisk og moderne forstand; i hvert fald tror jeg, at mange kvinder vil kunne genkende og spejle sig i mange af de unge kvinders oplevelser og problemer, selv om man ikke længere går i lange kjoler og er bundet op af rigide moralnormer. For en mandlig repræsentant for publikum som mig er filmen en gave, alene af den grund at den på alle leder og kanter er en feminin film – historie, instruktion, skuespil osv. Den er en særlig chance for at træde ind i et enestående kvindeligt univers, der alt for sjældent er genstand for filmisk bearbejdning. Alene af den grund kan jeg kun anbefale at man ser den.

Bo Green Jensen har skrevet en fin  oversigtartikel om bog og filmatiseringer, hvor han også får sammenlignet Gerwigs nye fortolkning med Armstrongs og tildelt Gerwig den feministiske førertrøje. Det kan diskuteres, men læs alligevel artiklen, der giver en god baggrund for at se filmene.

I dag har jeg så også set Greta Gerwigs film, som man kan finde på nettet som stream. Og den er mindst lige så god og – som Green Jensen er inde på – farvet af det nye årtusindes ny feminisme. Under alle omstændigheder: Und dig selv at se disse to fine film.