Den engelske skuespiller og kampsportsdyrker Jason Statham har i nullerne været med til at puste nyt liv i en amerikansk filmgenre med action-helte – mænd, der primært udtrykker sig med næverne, skydevåben og deslige. En genre, der tidligere blev varetaget af skuespillere som fx Sylvester Stalone (Rambo), Arnold Schwarzenegger (Terminator) og Bruce Willis (Die Hard) og som stadigvæk kaster film af sig i Hollywood og omegn, fx i serien om Jack Reacher (Tom Cruise) og serien om The EQuelizer (Denzel Washington). Bare for at nævne nogle ganske få eksponenter for den snævre genre.
Og Statham har med succes taget handsken op fra de gamle action-helte; og er blevet hjulpet godt på vej af den engelske filminstruktør Guy Richie, der har brugt Statham siden sin anden spillefilm med Rub, stub og to rygende geværer (Lock, Stock and two smoking Barrels) og senest i den film, der her skal omtales Wrath of Man fra 2021. I mellemtiden har Statham slået sit navn fast med Transporter-trilogien, to film om The Mechanic og som medvirkende i The Expendables, hvor gamle action-helte får et opkog.
Og, hvis man skal være diplomatisk og flink, så kan man sige, at denne filmtype dybest set er bygget over en ældgammel skabelon fra amerikansk film, hvor en ensom mand (ofte fraskilt) på kanten af samfundet (som tidligere politimand, soldat eller efterretningsperson og lignende) kommer i konflikt med typisk nogle kriminelle, som han gør til genstand for sin egen personlige eller ligefrem private retfærdighedsopfattelse udrydder eller i hvert fald uskadeliggør. En type eller stereotyp, der går tilbage til efterkrigstidens enlige cowboys (Cary Cooper, John Wayne…), der også ved det moderne Amerikas begyndelse sørgede for, at en særlig retfærdighed kunne sætte sig igennem og være identifikationspunkt for biografpublikummet (og her især den mandlige del).
Og det er både filmenes styrke (genkendeligheden) og svaghed (forudsigeligheden). Når det alligevel kan have en vis underholdningsværdi – i det mindste for en gammel mand som mig der har været med hele vejen – så er det, fordi mange af disse film – lige som de beslægtede agent-film m. fl. – er blevet fortalt af kløgtige manuskriptforfattere og filminstruktører, der kan deres kram. Således i Wrath of Man, hvor Guy Richie forstår at fortælle historien om Patrick Hill – kaldet H – der påtager sig jobbet som transportør af penge for – viser det sig – at hævne sin søns død. Sønnen blev et uskyldigt offer for et overfald på en pengetransport, hvor Hill selv blev hårdt såret, men nåede at se drabsmanden i øjnene. der er sådan set ikke ret meget mere at fortælle om plottet; og vi følger Patrick Hill fra ansættelse i transportfirmaet til det endelige opgør med drabsmanden og hans kriminelle kolleger. Og helt efter bogen er handlingen både genkendelig og forudsigelig. Vi ved fra første scene, hvordan det vil ende, omend ikke helt præcist hvordan.
Og Richie fortæller historien ganske stramt og effektivt. Det eneste tidspunkt, hvor der er lidt slinger i valsen er, da han skal fortælle om det endelige røveri på pengetransport-centralen, hvor det er lige før klarheden og stringensen er ved at gå tabt for en kort stund. Det lykkes dog instruktøren af genvinde grebet hurtigt. Og filmen kan nå sit katharsiske øjeblik.
Man kan af mange grunde tage afstand fra den slags film. Dens mandebillede, der ikke passer ind i vor tids politisk korrekte, feministiske forestilling om mænd, dyrkelsen af vold og en bedaget forestillling om et individ, der kan sætte sig over loven og udøve sin egen retfærdighed, der bygger på en diskutabel og tvivlsom højere Lov. Og så videre. Men man kan også bare læne sig tilbage i sofaen og indtage filmen her som en vellykket stiløvelse inden for en populær, indtjenende filmgenre.