Chicago VII er en af mine favoritplader gennem de sidste halvtreds år, dvs. siden plade udkom første gang. Det var bandet Chicagos sjette studioalbum og et dobbeltalbum, som jeg erhvervede mig på Fonas pladeudsalg det år i Esbjerg. Og pladen afslrøede et nyt stilistisk tiltag i gruppens musik. Hvor de tidligere havde fokuseret på hitlistesøgende poprock, så havde de fået den idé at inddrage elementer af jazz i deres musik – for blandt andet at gøre udfordringerne ved koncerterne lidt mere spændende for musikerne selv. En beslutning, der gav anledning til ballade blandt medlemerne, hvor blandt andet Peter Cetera frygtede, at jazzen ville udgøre en kommerciel risiko. Og senere fik han og hans støtter deres vilje med en mere kommerciel drejning.
Men pladen blev til noget og står i dag som noget af det mest spændende, som Chicago har skabt på plademediet.