“Måske skulle vi stoppe med at spilde miiliarder på at forsøge at helbrede kræft” foreslog den britiske læge Richard Smith – læser jeg i en bog, jeg er i gang med. Hans pointe er ikke at bagatellisere kræft, der jo er en sygdomsform, som optager vores samfund voldsomt. Derimod er det hans pointe, at der er sygdomme, der er lang mere forfærdelige, fx demenssygdomme, der langomt ‘udvisker’ den sygdomsramte. Og jeg blev mindet om denne tankerække, da jeg i aftes så Florian Zellers instruktørdebut Faderen om den Alzheimer-ramte Anthony (fremragende spillet af den aldrende Anthony Hopkins).

Datteren Anne (Olivia Colman) besøger ham i hans lejlighed, hvor han hele tiden glemmer vigtige begivenheder fra sit liv og ting i sin lejlighed, ikke mindst sit armbåndsur. Og han mistænker sine hjælpere, hvoraf der har været flere, for at have stjålet uret, selv om han blot har glemt, at det ligger på sin sædvanlige plads. Annes dilemma er, at hun står over for at flytte til Paris sammen med en ny mand og derfor bliver nødt til at overlade faderen til et plejehjem.

Dagen efter møder Anthony en mand i sin lejlighed. En mand, der påstår, han er Annes ægtemand, og at Anthony bor i hans lejlighed. Og da Anne dukker op, kan Anthony ikke genkende hende, fordi hun er en anden kvinde. Forklaringen er, at vi som publikum i biografen bliver præsenteret for og placeret på den syges synsvinkel. Det er hans til stadighed forandrede, ikke-erkendte, virkelighed, vi helt konkret præsenteres for. Og det virker stærkt – stærkt ubehageligt og sært fremmedgørende. Vi får lov til at krybe ind under huden på Anthony og for en stund opleve, hvordan det mon er langsomt som person at gå i opløsning. Og uden at genfortælle resten af forløbet i detaljer, så fortsætter denne ubehagelige oplevelse til filmens slutning. Det er filmens store styrke, at den nådesløst og konsekvent fortæller sin historie til ende – fra Anthonys synspunkt. Der er ingen happy end, ingen ‘kære mor’ til slut, selv om Anthony faktisk ender der, hvor han bare ønsker, at hans egen mor skal komme og hjælpe ham.

I kraft af en fornemt manuskript, der bygger på instruktørens teaterstykke, og nogle imponerende skuespilpræstationer hele vejen rundt formår Florian Zeller at give os et pinefuldt, indfølt billede af Alzheimer-lidelsen oplevet indefra. Og det er netop det brillante ved filmen – at vi får lov til i en spillefilms længde at mærke, hvordan det mon er langsomt at gå totalt i opløsning. Og – i lige så høj grad – hvor forfærdeligt det er at være nærtstående mennesker til en Alzheimer-patient. Frygteligt.

Faderen er en film, man bør unde sig selv at se, fordi den demonstrerer, hvad filmkunsten kan, når den er bedst.