I november 2021 anbefalede jeg den første sæson af kriminalserien Vigil (Døden i dybet). Og lige nu løber anden sæson Vigil, der også har fået en markskrigerisk dansk undertitel – Fjenden fra oven – hen over DR1 programflade (og på deres hjemmeside, hvor alle afsnit kan ses – hvilket kun kan anbefales…).

Vigil kommer af latin og betyder ‘ vågen, årvågen, vagtsom’. Og der lige præcis, hvad den skotske politikvinde Amy Silva (Suranne Jones) er. I den nye sæson hidkaldes hun, da en militær demonstration af kampdroner går galt og adskillelige menige soldater bliver dræbt. Silva får til opgave af finde ud af, hvem der står bag tragedien. Og for at afdække alle relevante spor må hun drage til det mellemøstlige kongedømme Wudyan, der er allieret med det britiske militær, for at udrede de mange sammenvævede tråde, der både involverer menige soldater, ledere og i sidste ende den britiske regering og et privat firma med speciale i netop kampdroner.

Og den nye sæson er om muligt endnu bedre end første sæson, der kunne hente megen ekstra dramatik ud af den kendsgerning, at det foregik i en u-båd, ubåden Vigil. Man kunne spille på alle klaustrofobiens tangenter og gjorde det kyndigt.

Når den nye serie ikke alene matcher den gamle men efter min mening overgår den, så er det ikke mindst på grund af Suranne Jones og de andre ledende skuespillere (ikke mindst Rose Leslie i rollen som Silvas elskede og nu højgravide kæreste, politikvinden Kirsten Longacre). Jones besidder i sin rolle alle de kendte tv-detektivers klassiske kvaliteter. Hun brænder for opgaven og har selvtillid og evner nok til at søge svarene i et intrikat net af spor og kendsgerninger. Og oven i det har hun en særlig skrøbelighed, idet hun hele tiden må tænke på sin gravide kæreste og deres fælles barn og sin egen teenagerdatter, og en særlig sårbarhed, der måske gør hende ekstra modtagelig for alle de unoder, hun skal forholde sig til.

Dernæst må man endnu engang imponeres over briternes evner, når det gælder konstruktionen af en plot, der er ekstremt detaljeret og til det allersidste bevarer spændingsniveauet helt i top – og hvordan lag for lag skrælles af for til sidst af afdække et lidet flatterende samarbejde mellem statsmagt og kapitalinteresser. Også på det led lever historien op til de klassiske krimiers klare samfundskritiske tradition.

Og i disse kønsforvirrede tider er det herligt at opleve, at temaet ‘homoseksualitet’ (Silvas og Longacres lesbiske relation og to homoseksuelle mandlige soldater) indskrives på en måde, så det ikke tematiseres som noget problematisk (på anden måde end at de to mænd må gå stille med dørene på deres kaserne…), men derimod som en styrke, idet Silva og Longacre som par og kollegaer supplerer og støtter hinanden på alle planer. Netop det forhold at homoseksualitet ikke fremstår som et filmisk problematisk tema er en styrke ved manuskript og filmatisering.
Så hvis du som jeg er til tankevækkende, medrivende, intelligent krimi, så glem alt om danske nyhedsprogrammers fortabelse i kedelige dagsnyheder og kast dig over Vigil anden sæson. Du vil ikke fortryde.