Jeg skriver sjove digte.

Jeg skriver osse triste.

De første læser andre folk.

Selv læser jeg de sidste.

(Halfdan Rasmussen/ Tosserier)

For  nogle få dage siden blev jeg færdig med at læse Jan Gradvalls monografi om ABBA i den svenske udgave (siden er den kommet i dansk oversættelse). Og her støder jeg igen på den melankoli, som jeg ofte har mødt i musikken (fx i mine anbefalinger af dansk musik). Ja, den er helt ud i titlen på bogen – Vemod undercover – som er et citat fra noget Benny Anderssson har sagt: “Selv de gladeste sange er i grunden vemodige. Vi lavede vemod undercover”. Og Gradvall graver så dybt, han kan, for at finde årsagen til dette vemod og ender med at finde den i den musik, som Benny Andersson er flasket op med som barn og ung – den harmonikabaserede spillemandsmusik, dragspel. Så vemodet, melankolien, er ikke et nyt fænomen i musikken, men har rødder dybt ned i den folkelig musik. Vi kender jo vemodet i the blues, men kan også spore den i fx folkemusikken og countrymusikken. Og måske er denne sindsstemning måske i virkeligheden uadskillelig fra musik i det hele taget!? Den tanke ligger lige for.