Kugleskørt

Author:

Jeg har et ambivalent forhold til fænomenet “fan”. Jeg har fuld forståelse for og sympati med, at man kan dyrke musikere, fodboldspillere, skuespillere m.fl. for deres præstationer; men på den anden side har fandyrkelse en ubehagelig tendens til at leve op til ordets oprindelige betydning. Fan kommer af tysk fanatisch fra latin fanaticus og ordbogen forklarer det således: “som ensidigt, beslutsomt eller begejstret kæmper for, støtter eller dyrker en bestemt sag, person, interesse el.lign.“.

Et helt aktuelt eksempel på, hvor galt det kan gå med fandyrkelse er, at resterne af en af de kugler, der dræbte Beatle-John Lennon, er på auktion hos Anderson & Garland i England og forventes at kunne indbringe den nette sum af 1500 til 2000 £, hvilket med den aktuelle kurs betyder et sted mellem 13.000 og 18.000 kroner. For mig at se er der tale om perverteret fandyrkelse. Og at det ikke kun er Beatles-fans og Elvis-fans, der lander der, kan man forvisse sig om, hvis man følger med i de store aukionshuses udbud af sådanne fan-relikvier, hvad enten det er  nogle af Elton Johns solbriller eller plateausko, Elviss’ toilet eller en kugle, der sat i den pistol, der dræbte Lennon. Og relikvie er et passende ord, fordi det binder fan-hysteriet sammen med det religiøse. Den perverterede fandyrkelse er, når den er værst, at ligne med religiøst hysteri, hvor en split af korset eller en flig af ligklædet hensætter kristne fanatikere i religiøs ekstase.

Den perverterede fankultur har gode vilkår i vores samfund, hvor en kvasi-kirkelig dyrkelse af visse kendte personer er reglen. Se blot det aktuelle MGP-hysteri i pressen eller ditto i sportsverdenen. Børn og unge opflaskes med en sådan personkultur i en grad, der gør, at de ofte ikke formår at skelne mellem det personerne frembringer – musik eller sportsresultater  fx – og selve personen. Og det har uheldige konsekvenser mange steder i samfundslivet, fx i det politiske. Og  først når vi får gjort op med denne i pressen og medierne ekstreme personfiksering kan vi komme ud over den perversion, der ligger som en konstant fare i fandyrkelsen i alle dens afskygninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *