The Mule (Muldyret) fortæller historien om Koreakrigsveteranen og amatørgartneren (med forkærlighed for dagliljer) Earl Stone, der bliver spillet af den aldrende Clint Eastwood, som også har instrueret filmen (2018). Filmen bygger på en virkelig persons historie.

Stone er en mand, der har sat sit arbejdsliv højere end alt andet, inklusive sit ægteskab og forholdet til sine børn og børnebørn. Og da vi møder ham brænder han sin datter Iris af på hendes bryllupsdag, fordi han i stedet for skal modtage en hæderspris for sine dagliljer. Forbitret over hans handling nægter datteren at snakke med ham igen og hustruen begærer skilsmisse.

Tolv år senere dukker Earl op ved sit barnebarn Ginnys bryllupsforberedelser. Den reelle grund til hans besøg er dog en anden – han har mistet sit hus, der er sat på tvangsauktion, og må (og det er ikke første gang, forstår vi) se om han kan komme på fode igen. Men der er selvfølgelig ingen hjælp at hente i den forsmåede familie. Earl må gå sin egen vej, men da han er på vej hen mod sin gamle pick up truck, som han har tilbragt meget af sit liv i, kontaktes han af en ung latinamerikansk mand, der tilbyder ham et job som vognmand. Det viser sig så at være et narkotikakartel, der har brug for en loyal person til at aflevere kokain. I første omgang afviser Earl, men nøden får alligevel ham til at acceptere tilbuddet. Og han begynder sine ture, som han klarer uden de store problemer, fordi han er elitebilist, som aldrig har fået en trafikbøde, og i øvrigt opfører sig på en upåfaldende måde.

På grund af sin væremåde bliver gamle Earl hurtigt narkokatellets bedste “muldyr”, der leverer større og større partier kokain og tjener mange penge, som han bruger på at købe sit gamle hus tilbage, en ny pick up truck (da den gamle står af), give mange penge til den lokale veteranklub og finansiere sit barnebarns bryllup og adgang til en videregående uddannelse. Men narkopolitiet kommer langsomt men sikkert på sporet af narkotrafikken og det succesfulde “muldyr”. Pågribelsen af Earl bliver dog forsinket, fordi den angrende Earl beslutter sig for at lave en afstikker på vejen (noget han ellers aldrig har gjort) for at besøge sin kræftsyge kone, der ligger for døden. Earl deltager i konens begravelse og slutter fred med sin familie og gennemfører derefter sin narko-tur og bliver pågrebet. Han stilles for retten og selv om politiet ser formildende omstændigheder i Earls handlinger, hans fortid som Korea-veteran og hans alder, så vælger Earl at erklære sig skyldig i alle anklager, hvorfor han ender i fængsel. Og det sidste man ser, er at Earl er i gang med at dyrke sine elskede dagliljer på fængslets grund.

Det er ikke en film, der gør megen væsen af sig. Den er fortalt ligefremt og uden de store falbelader, og Eastwood har været heldig med sine valg af karakterer, fx Diane Wiest i rollen som den forsmåede kone eller Andy Garcia i rollen som karteloverhoved. Og Eastwood selv spiller som han plejer at spille, dvs. nærmest at spille sig selv. Selv om han er en gammel mand, så er det stadigvæk rollen som den arketypiske amerikanske enegænger, der holder fast i gamle normer og “værdier” og i det hele taget et tilbageskuende perspektiv på livet (han hader mobiltelefoner og internet, han kalder sorte for negere og sætter sine pligter – ikke mindst arbejdet – over alle andre ting). Eastwood spiller som Earl en gammel udgave af den spahettiwestern-cowboy og Dirty Harry-figur, han engang for mange år siden grundlagde sin karriere på. Godt nok skyder han ikke med skarpt længere, men på alle andre måder er han en tro kopi af den figur, han egentlig altid har spillet. Han kan den figur på rygradden og det er måske også forklaringen på, at han stadigvæk langt oppe i halvfemserne formår at lave film om den slags mænd.

Det er absolut en veldrejet lille film, som man roligt kan se, hvis man kan goutere det Eastwoodske univers.