I går var det nøjagtig 55 år siden, DR begyndte at sende farve-tv for alvor. Der havde været lidt tilløbt og forsøg, men nu sprang man ud i det for alvor, selv om der skulle gå endnu ni år, før alle programmerne var kulørte. Og der skulle gå en del år, før farve-tv kom ind i mit liv for alvor. I starten af halvfjerdserne gik jeg i gymnasiet og begyndte på min lange vej gennem universitetet og fjernsyn var ikke noget, der fyldte ret meget i min hverdag. Nogle gange har jeg tænkt, at det ikke skulle være kommet ind i det hele taget, for programmerne blev ikke bedre, fordi der kom farve på. Lige som digitaliseringen heller ikke – efter min mening – har øget programmernes indholdsmæssige kvalitet.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på den voldsomme teknologiske udvikling, min generation har været vidne til. Fra de store, rørforstærkede radioer med kort-, mellem-,  -langbølge og til sidst FM over de store sort-hvide apparater med korte sendetider (bortset fra tysk tv, som vi kunne se på vestkysten). Og det var i den periode, vores radio- og tv-vaner blev grundlagt og hvor public service var noget, man tog meget alvorligt. Fx var der masser af oplysnings-tv (skole-tv, dokumentarisme) og det var ikke nogen selvfølge, at der skulle underholdes fra morgen til aften, sådan som det nærmest er nu. Det var også dengang, mine forventninger til radio- og tv-mediet blev dannet. Forventningerne om seriøsitet – både i de kulturelle programmer, nyhedsudsendelserne og de andre baggrunds-journalistiske programmer. Forventninger, der siden hen stort set er blevet afløst af den ene skuffelse efter den anden. Og jeg kan stadigvæk ikke lade være med at undre mig over, at så megen teknologisk fremskridt – så mange muligheder for at formidle og udtrykke sig – ikke er blevet omsat til øget seriøsitet og høje oplysningsmål. Men sådan skulle det ikke være, og specielt efter TV 2s fremkomst er det blevet tydeligt, at det først og fremmest gælder om at underholde seerne,hvilket DR i allerhøjeste grad har rettet ind efter – godt hjulpet på vej af de løbende seer- og lyttermålinger og den borgerlige lejrs evige drøm om at gøre livet surt for den gamle statsinstitution.