The Miracle Club er instrueret af den irske instruktør Thaddeus O’Sullivan, der især er kendt for at være serie-instruktør (fx Vera, Shetland og Call the Midwife). Og med The Miracle Club fra 2023 tager han hul på en lovende karriere som spillefilmsinstruktør.
Historien i filmen er såre enkel. Nogle kvinder fra Dublins arbejderklasse ønsker at komme på en pilgrimstur til Lourdes i Frankrig, hvor katoliker kan bade og drikke kildevand et sted, hvor den hellige jomfru Maria i følge skrønen har været på besøg efter Jesu død og opstandelse. Og hver af kvinderne har deres private grunde til at søge miraklet. Lily Fox, spillet af det stadigvæk formiddable Maggie Smith, bærer rundt på sorgen over sin søn, der døde i en drukneulykke år tilbage. Eileen Dunne i Kathy Bates fine gestaltning er bekymret over en knude i brystet. Laura Linney spiller Chrissie Ahearn, der vender tilbage til Dublin efter moderens død og med en lidelseshistorie i baggagen, følger med de andre, fordi det oprindeligt var planen at moderen skulle rejse med. Og endelig er der så den unge Dolly (Agnes O’Casey) der har en stum søn, som hun tror er blevet stum på grund af et mislykket abortforsøg, da hun bar på ham. Og sammen med den lokale præst fader Dermot (Mark O’Halloran) drager de så af sted i bus til de hellige kilder.
Men ingen af dem oplever noget mirakel. Tværtimod går det op for dem, at det hele er noget hokus-pokus og at der kun – i følge legenden – er sket 62 mirakler, siden stedet blev en pilgrimsattraktion engang i attenhundredetallet. Og som der står på coveret til dvd’en: De søgte et mirakel men fandt hinanden. For det der sker er, at de alle sammen finder hinanden i blotlægningen af historien om Chrissies skammelige forvisning til Amerika, fordi hun var blevet gravid med Lilys søn, der i sorg over hendes bortrejse drukner sig selv. Og Eileen går til bekendelse og påtager sig medskyld i Chrissies bortvisning og erklærer hende sin kærlighed (og sit had). Og den unge Dolly får at vide, at hun er helt galt afsporet i sin selvbebrejdelse, fordi hendes abortforsøg var helt forfejlet og ikke gjorde drengen noget ondt. Og filmen ender med, at de vender tilbage til Dublin og deres ægtemænd ganske forvandlede af det kvindelige fællesskab og den gensidige tilgivelse, der måske i virkeligheden er det mirakel, de søgte men ikke vidste, at de søgte.
Som referatet her antyder, så er det ikke noget stort og tungt plot, filmen drejer sig om. Det er en film, der lever højt på fine skuespilpræstationer fra de benævnte kvinder, men også en lang række bipersoner, og på sin stilfærdige, meget irske beskrivelse af et katolsk arbejdermiljø i Dublin. En af de hersens små film, der ikke aspirerer efter at blive århundredets mesterværk, men vil leve et stille liv som kultfilm for dem, der kan se det store i det små. Hermed anbefalet.