Jeg har – pyha! – forladt sengelejet og er – stærkt opfordret af lægen og fysioterapeuten – oppe på to ben. Og det går da ganske fornuftigt fremad mod normale dage. Bare det, at jeg kan gå en tur med hunden og købe lidt ind, alene, er at betragte som en sejr for en gammel mand som mig. Nu gælder det så bare om at foretage små ændringer af hverdagen, så det smertehelvede (undskyld, jeg er pjevset, når det drejer sig om smerte…) ikke vender tilbage. Hep.

Og bedst som jeg sidder og surfer lidt rundt på det store inter-net, så ser jeg, at den første plade, jeg købte med Jimi Hendrix, Cry of Love, er på tilbud (på vinyl) til det tre-eller-fir-dobbelte af, hvad jeg måtte betale for skiven (jo, jeg ved godt at pengenes værdi har ændret sig og bla-bla-bla, men alligevel – de nye vinyler er ikke billige, for nogen skal jo tjene på os musikelskere…). Og så er det nærliggende at finde den gamle sag frem fra reolen og forsøge at tænke tilbage til dengang, den gjorde et stort indtryk (og hvor jeg foretrak den frem for Simon & GArfunkel og deres Wednesday Morning , 3. A.M., som jeg først havde købt – og siden har købt igen…). Og jo, jeg ved godt, at hovedværkerne er Electric Ladyland, Are you experienced? osv. Men det er stadigvæk en stærkt lytteværdig plade fra dengang. Her mit favoritnummer, hvor Jimi trykker den af…