En dronning takker af efter 52 år på tronen. I så mange år har hun været dronning og levet et liv i største rigdom. Og så abdicerer hun stille og roligt i sin sidste nytårstale. En simpel nyhed, der burde være forståelig for enhver med øjne og ører i hovedet.

Alligevel kaster journalisterne ved DR og TV2 sig over denne spinkle nyhed som gribbe over et såret dyr, rydder hele programfladen på de to kanaler, inviterer en række kendte mennesker – især journalister og folk med en eller anden relation til det royale miljø – i studiet eller til online-interviews, malker arkiverne for billeder og filmklip med den abdicerede og hendes nærmeste, laver voxpop-interviews og så videre og så videre. Kort sagt: Koger suppe på den tyndeste suppepind i mands minde. Og det i en verden, hvor der er nok af dybt alvorlige problemer – krig, økonomisk krise, energikrise, hungersnødskriser, klimakrise med meget mere. Og uden at stille et eneste kritisk spørgsmål om kongehusets fortsatte relevans i et erklæret folkestyre anno 2024 (for – nå nej – en af de utallige opinionsmålinger, som journalisterne elsker at læne sig og ad, havde dokumenteret (?) en stor folkelig opbakning til institutionen).

Man må med Steffen Brandts ord virkelig spørge: Hvor er vi på vej hen? I pressen ikke mindst. Hvad er det for en presse, vi har? Har vi en presse, der matcher den virkelighed, vi lever i? Har vi en presse, der leverer de nyheder, informationer og oplysninger, vi har brug for i den verden, vi lever i lige nu? Forstå mig ret: Journalisterne gør det, de har lært, at de skal gøre. Med indbankede nyhedskriterier, vinklinger ad libitum og ansvarshavende redaktører, der nok skal banke dem på plads, hvis de ikke holder sig på den rette sti. Men spørgsmålet er, om det er den presse vi har brug for nu i et vaklende folkestyre og en verden, der er ved at gå op i limningen på grund af alskens kriser – klima, økonomi, krige, befolkningseksplosion osv. osv.