Min nytårsaften gik ikke helt efter forventningerne. Min ven hunden havde det ikke godt med fyrværkeriet, selv om jeg havde forsøgt at dulme hans nerver med specialindkøbte, ikke-medicinske, angst- og nervøsitetdæmpende godbidder til en mindre formue. Og det hjalp heller ikke meget at have ham liggende på skøddet. Så enden på det hele blev, at jeg gik i seng før klokken slog 12. Heller ikke det hjalp ret meget, for han forblev urolig lige til skyderiet tog af efter klokken 1.

Men uanset, hvordan nytårsaften gik, så er det hverdagen, der melder sig den 1. januar (også selv om det er en mærkedag), og hunden insisterer på, at rutinerne tages op igen med samme urokkelige fasthed. Så op af sengen, på med kludene og ud at snifle osv. Og så kan man jo få et overblik over resterne af gårsdagens fyrværkeri-berserkergang. Men heldigvis var der ikke rigtig noget at komme efter, og vi mødte kun en anden hundelufter og en enkelt morgenfrisk nabo.

Da jeg var en lille dreng syntes jeg, at fyrværkeri var meget spændende – og lidt farligt. Det var dengang knaldfyrværkeri var tilladt. Vi kunne købe kinesere, vist helt ned til 1 øre pr. kineser. Det dyrere krudt blev overladt til de voksne. Siden er min interesse for fyrværkeri kun gået nedad. I årevis har jeg ikke købt eller været i nærheden af nogen form for fyrværkeri og hælder i dag til den holdning, at jeg synes fænomenet skal begrænset til det absolut minimale. F. eks. at nytårsfyrværkeri kun må sælges og forbruget nytårsaftensdag. Og i den dur. Mange vil selvfølgelig være uening med mig, og det er helt fint. Men jeg vil helst helt af med det krudt.