Året er gået på held og traditionens sti skal betrædes de næste timer frem mod midnat, hvor vi tager hul på 2024. 2023 har for mig været et både mærkeligt, særligt, godt, men også problematisk år. Jeg ramte en milepæl, som jeg havde set frem til med let nervøsitet, fordi alt for mange af mine jævnaldrende aldrig nåede så langt. Men jeg gjorde, og så er spørgsmålet, om der er en ny milefrem at se frem og arbejde frem imod? Jeg tror, jeg afstår fra det og vælger at tage en dag ad gangen. Og glæde mig hver morgen over, at jeg stadigvæk er her.

I den forbind else har tankerne selvfølgelig gået tilbage i tiden mange gange. Til store og små oplevelser. Således her til morgen, hvor jeg lige var ved at svinge benene ud over sengekanten, kom jeg i tanke om dengang i min barndom, hvor naboens lille datter – Judith hed hun og var vel 2-3 år – havde fået Beatles’ “She loves you” på hjernen. Omkvædet, der nærmest blev et mantra i Beatlemania. Og hun havde hørt den i vores lejlighed, fordi det var den første Beatles-single, jeg havde fået og spillede lystigt på min rejsegrammofon, som jeg havde spillet på et årstid. Og jeg fik lyst til et genhør og gensyn med min gamle, men særdeles velholdte kopi (near mint, som samlere ville sige) af London R 5055 fra 1963. Jeg var på vej mod min 10 års fødselsdag og var nyslået Beatles-fan.

Et andet plademærke, men true mono:

Sådan cirka lød det dengang – og stadigvæk…