Jeg vænner mig aldrig til begravelser. Og det er vel heller ikke meningen. I sit pæne tøj føler man, at man har gennemgået et hamskifte. Og man lægger mærke til de mærkeligste ting. En revne i væggen i kirken. Indretningen af den kasse, der indeholder jord og skovl (Af jord er du osv.). At det kan være svært at løfte en kiste, når alle mand ikke er lige høje. Og at det kan være svært at komme igennem en gammel, smal kirkedør. At det er mange år siden, jeg sidst har hørt salmen “Op al den ting”, som jeg ellers har lyttet til utallige gange i skolen. Og brummet med til.
Tre salmer, en sang og så en prædiken. Og begravelsen er ovre. Kisten bæres ud til bilen. Et sidste farvel. Derefter kaffe, te, boller med smør og kringle. Og fortrolig samtale. Og livets tråd samles op…