Det er på kanten til fake news, når man et sted på nettet læser, at Bob Dylan i al stilhed – halvt-hemmeligt og uden nogen form for annoncering – har udsendt
en ny opsamling med titlen 50th Anniversary Collection 1973 . 28 sange, der stammer fra indspilningerne af Pat Garrett and Billy the Kid-soundtracket. Og nyheden har selvfølgelig sat dylanologier, samlere og indædte fans i ekstase i kampen for at finde et eksemplar af pladen, der allerede går til skyhøje priser på Ebay og andre steder.

Og netop det er netop i spørgsmålet om penge, vi finder forklaringen på den nye plade. For udgivelsen handler om, at indspilningerne ikke tidligere har været udgivet og
derfor vil være omfattet af reglen om, at ikke-udgivet musik efter halvtreds år bliver public domain eller – med danske ord – offentlig ejendom, som enhver kan bruge efter lyst og behov. Og… det går jo ikke, når man er musikkøbman (som Dylans bagmænd jo er), og derfor handler man rettidigt og sender en sum plader ud i forskellige retninger, så det er helt tilfældigt, hvem der får fat i et eksemplar og hvem der må gå hjem med en lang næse.

Pengene har altid styret pop og rock og gør det såmæn stadigvæk (tænk bare på debatten om kunstnernes horrible underbetaling på de såkaldte streaming-tjenester som Spotify m.fl.).

Og musikindustrien har altid og har til stadighed et skarpt blik for en potentiel indtjening. At der så falder lidt af til den aldrende er nærmest en biting.
Og måske dukker udgivelsen op igen som led i Record Store Day eller en uendelige række af Officielle bootlegudgivelser fra mesteren. Det skulle ikke undre mig det mindste.
Fra de omtalte indspilninger: