men der var en god grund til at det gik sådan. For jeg havde sat mig i den gode, gamle og meget slidte lænestol for at se et afsnit af en britisk kriminalserie. Men det viste sig, at DR havde ryddet sendefladen i timevis for at live-rapportere og sniksnakke om en storm ved navn “Pia”. Både på DR1 og 2 blev programmet med en hurtig bevægelse ændret til journalistisk barnemad for nationen. Jeg havde ikke set  mange minutter, før jeg resolut skiftede til DRs hjemmeside for at se, hvad deres filmhylde kunne byde på. Og den første mit blik fangede var – jovist – Love actually, som jeg har skrevet om og har set flere gange.

Sådan gik det til, at min eftermiddag blev brugt på engelsk besyngelse af kærlighed og jul. Man kan have mange forbehold over for filmen, og det er der mange der har (haft). Men man kan ikke tage fra den, at den er lavet med største kvalitetssans og derfor besidder lige netop de kvaliteter, der gør, at man kan holde ud at gense den indtil flere gange (..og den genudsendes i øvrigt, for at det ikke skal være løgn, i aften på DR1). Ringere bliver det så ikke af, at lyssporet er fint afstemt med de mange små kærlighedshistorier, som filmen er vævet samme af. Et lydspor, der i øvrigt findes i hele tre udgave – en britisk, en europæisk og en amerikansk.

Og hellere Love actually for n’te gang end journalistisk tyggemand smurt ud over flere timers tv.