Det er sønnen, Lars Ulrich – trommeslager i Metallica – der oplyser, at Torben Ulrich er død i en alder af 95 år: “95 år med eventyr, unikke oplevelser, nysgerrighed, at skubbe til grænser, udfordre status quo, tennis musik, kunst, skriveri…. og en god portion dansk stædighed. Uendelig stor tak! Jeg elsker dig, far”. Og når jeg tænker på Torben Ulrich, så er det, der slår mig, at han var en af de relativt få individualistiske enere, som dansk kulturliv har brudt på. På linje med andre som f. eks. Dan Turéll og Jørgen Leth. Kunstner-mennesker, der insisterede på at gå deres helt egne veje, trodse det ‘politisk korrekte’, modsætte sig tidens trends og konformiteten, og forfølge sine egne driftsmål og interesser. Hos Torben Ulrich var det ikke mindst jazzen, som han skrev og formidlede om på sin helt egen særegne facon, men også tennis, som han dyrkede på professionelt plan i en årrække og gjorde det uden skelen til sportens tiltagende regelrethed og konformisme. Han blev ved med at betragte sporten som en leg, hvor det mindst af alt galt om at vinde. Og helt ud i hans fremtræden med hippielangt hår og skæg og alt andet end modeagtig beklædning forblev Ulrich sindbilledet på en mand, der insisterede på at leve sit liv på sin helt egen måde. Og med hans bortgang blev dansk kulturliv endnu engang fattigere og mere farveløs.