Da jeg var dreng, fik jeg at vide, at beat-musikken og rock-and-roll ville gå over som en sæsonbetinget forkølelse og ville forsvinde ind i historien annaler – lige som det lange hår til unge mænd og venstreorienterede og anti-autoritære synspunkter og holdninger. Sådan kom det ikke til at gå. Og et levende eksempel på, at man sagtens kan spille rock, have hår ud over ørerne og ned i øjnene og have meninger, der ikke er “politiske korrekte” og ikke passer ind i noget parnas, er Keith Richard, den mangeårige guitarist i The Rolling Stones, som i dag runder de firs år, selv om mange har forudsagt hans bortgang tidligere på grund af hans alt andet end ordinære livsstil. Richard har levet i grel modsætning til alle de råd, gamle mennesker har givet, når de blev spurgt om, hvordan de blev så gamle. Han har røget, drukket, indtaget alskens kemikalier og i det hele taget levet sit liv fuldt ud – uden at tænke over, hvilke konsekvenser hans såkaldte livsstil kunne have eller få. Og han er her altså endnu. Og en rød tråd har der været. Lige sigen han – i 1962 var det vist – mødte en ung Mick Jagger på en banegård og de fandt ud af, at de begge elskede the blues, har Richard holdt fast i sin kærlighed til netop den musik. En kærlighed, der har forsynet The Rolling Stones med det ene fængende riff efter det andet og en perlerække af memorable og elskelige beat-sange, der vil blive stående for eftertiden.