Jeg er ret sikker på, at Henry Kissinger, der nu er død i en alder af 100 år, vil blive lobhudlet af store dele af den borgerlige danske presse for sin rolle som national sikkerthedsrådgiver for en række amerikanske præsidenter – fra Richard Nixon til Gerald Ford. Han vil blive rost for sin udgave af “realpolitik”.
Men det der har brændt sig fast i min hukommelse er de fatale ting, han var medvirkende til. USAs vanærende exit af Vietnamkrigen. Amerikas direkte involvering i militærkuppet i Chile i 1973, Amerikans støtte til Argentinas militærjuntas såkaldt beskidte krig i 1974, støtten til Parkistan i Bangladesh’s befrielseskrig, selv om det indebar et regulært folkedrab i Pakistan; og Kissingers støtte til Indonesiens præsident Suharto, da denne invaderede Østtimor. Med mere. Og alt sammen for at beskytte amerikanske økonomiske og politiske særinteresser. Disse forhold er vigtige at få med i Kissingers eftermæle; og så gør det ingen forskel, at han i 1973 modtog en kontroversiel Nobels fredspris. For mig vil han altid være en af skurkene i amerikansk udenrigspolitik.