På papiret kan det godt lyde som et lidt kedeligt emne. Aviser. Men det er det langtfra; snarere tværtimod. The Post, der er skabt af selveste Steven Spielberg handler om en meget vigtigt kapitel i avisernes historie, ja i oplysningens historie. Nemlig om offentliggørelsen af de såkaldte Pentagon-papirer.
Filmen begynder i Vietnam, hvor Vietnam-krigen er i fuld gang. Vi skriver 1966 og Daniel Ellsberg,der er analytiker for den amerikanske regering er ude for på egen krop at erfare, hvordan det går med amerikanernes krig mod Nordkorea. Og det går slet ikke. Selv den amerikanske forsvarsminister Robert McNamara må erkende, at krigen er håbløs, selv om han over for offentligheden giver udtryk for det modsatte.
Da Ellsberg kommer hjem arbejder han for en særlig tænketank, RAND Corporation, som har privilegeret adgang til følsom og hemmeligstemplet information. Og i tiden efter hjemkomsten kopierer Ellsberg i all hemmelighed tusindvis af dokumenter, der dokumenterer amerikanernes fejlslagne politik i Vietnam. En historie, der går helt tilbage til præsident Harry S. Truman (1945-1953) og dækker hele perioden frem til nutiden. Og Ellsberg allierer sig med journalisten Neil Sheehan på The New York Times, der får adgang til alle dokumenterne.
Parallelt med dennne historie får vi så historien om Katharine Graham (fremragende spille af Meryl Streep), der er arvingen af provinsavisen The Washington Post – populært kaldet The Post. Avisen har været i hendes families besiddelse i mange år og hun overtager lederrollen, da hendes mand dør. Hun er uerfaren både med hensyn til journalistik og ledelse, men arbejder for at bladet skal overleve ved hjælp af investereinger, der også kan sikre avisen en stærkere national profil. For at realisere sine indholdsmæssige ideer har hun ansat den kontante Ben Bradlee (fornemt fremstillet af Tom Hanks) sin chefredaktør.
Graham, der færdes i de højere lag af samfundet, får færten af en grim historie, da udenrigsminister McNamara fortæller hende, at The New York Times vil trykke en lidet flatterende historie om ham; skrevet af Neil Sheehan og baseret på Pentagon-papirerne. Og denne oplevelse får journalisterne på Washington Post til at arbejde for at følge op på historien. Og det kræver adgang til de famøse klassificerede papirer. Og det lykkes dem – takket være en anonym kvindes mellemkomst – at få fingre i store mængder papirer og dermed en chance for at få et forspring i forhold til New York Times. Og en af The Posts journalister, Ben Bagdikian, finder Daniel Ellsberg, som han har været kollega med på RANd, og får ham overtalt til at udlevere hele den 4000 sider store rapport. Hvorefter lavinen ruller.
Da præsident Nixon og regeringen får færten af den truende skandale gør han alt, hvad han kan for at sætte en juridisk kæp i hjulet for Graham og The Post. Men selv om Graham bliver stillet i udsigt både at miste sin sociale status og sin avis, så står hun fast – godt støttet af Bradlee, der forfægter folkets og demokratiets interesser – og lader avisen trykke sine historier. Og det lykkes Graham og Bradlee at få Højesterets ord for, at hensynet til folket og demokratiet vejer tungere end hensynet til magthaverne.
Og filmen slutter der, hvor den næste skandale begynder, nemlig med indbruddet i Watergate-bygningen og starten på den skandale, der førte til Nixons fald.
Sammen med skuespillerne og manusforfatterne formår Spielberg at gøre historien lige så medrivende og fascinerende som nogen moderne actionfilm. Det er en film om noget så evigt aktuelt som vigtigheden af en presse, der kan leve op til idealet om en presse, der er helt uafhængig af magten og formår at fortælle befolkningen, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. I filmen må både Graham og Bradlee erkende at de har været for tæt på visse politikere – Graham på McNamara og Bradlee på John F. Kennedy og hans familie – og at det har truet deres journalistiske integritet. Og man – jeg – kan da ikke lade være med at tænke på vores magthavere i dag, hvor en kvindelig statsminister gør meget ud af at fortælle os, at amerikanerne har været vores venner siden Trumans tid, og hvor pressen bestemt ikke bruger det meste af sin tid på at holde magthaverne på armsafstand og levere relevant kritik af, hvad der sker i den førte politik. Med andre ord: The Post er en film af allerhøjeste, aktuelle relevans. Et fint stykke filmkunst og en påmindelse om, hvad der kan ske, hvis og når vi ikke længere har en presse, der kan bide magthaverne i haserne og forsvare befolkningen og demokratiet.

Filmen blev vist på DR2 og ligger vist på DRs hjemmeside. Se den og bliv lidt klogere.