Generationerne, der er børn af det nye årtusinde, Greta Thunbergs jævnaldrende eller hvordan man end vil betegne de unge, der er vokset om de seneste totre årtier, er for alvor ved at markere sig i offentligheden. Ikke kun som generationer, hvis identitet er præget af, at vi lever med truslen om en apokalyptisk klimakrise, men også trusler om et atomart ragnarok. På den politiske scene har disse unge mennesker for længst markeret sig i diverse bevægelser, der taler og ikke mindst handler i protest mod de vokne generationers manglende handling over for de klimakatastrofer, der er begyndt at melde deres ankomst. Men også i kunsten begynder disse generationer at markere sig.
Et aktuelt eksempel er Vincent Ryder, der debuterer med albummet The End of the World on TV, hvor han netop sætter ord på bevidstheden om den apokalyse, hvis komme vi næsten dagligt får små og store varsler om. Og helt i pagt med sine samtidige sætter Vincent Ryder ubesmykkede ord på sin ængstelse og bekymring for det, der vil ske. Vil ske, ikke kan ske, for Ryder er ikke i tvivl om, at civilisationen står ved afgrundens rand. Lige som han heller ikke er i tvivl om sin generations “sårbarhed”, der også er en effekt af den globale situation.
Et udmærket eksempel fra teksterne er titelsangen “The End of the World on TV”, hvor det bl.a. hedder:

But I don’t want to party
I just want to see
What everyone is trying to forget
The end of the world on TV

Medens de andre fester, skændes om musikken på playlisten og alkoholen i køleskabet, følger tekstens subjekt i tv’s løbende rapportering om verdens undergang. Der anslås en stemning af undergang og fortabelse, og der er kun få spor af håb og lys i teksternes dystopiske syn på verden. Og på den led er teksterne helt i tråd med fx Greta Thunbergs konstante holden ved det dystopiske perspektiv.
Det er ungdommens privilegium, ret og pligt at sige tingene som de er. Lige ud og uden omsvøb. Og man skal være en gammel Jeronimus af værste skuffe, hvis man ville beklage sig over dette forhold. Vincent Ryder lægger ikke fingre imellem, og det er ganske befriende, at han ikke lader sine tekster drukne i floromvundne ord og bortforklaringer. Han taler fra hjertet, og sådan skal det være. På den måde kan han godt minde om sine bedsteforældres og forældres generationer, da de var på samme alder.

Hvis man vil lede efter lys og varme i Vincent Ryders univers, så skal man nok finde den i musikken. Ordene lader ikke meget håb til overs; men musikken er fuld af opdrift og varme. Ja, med en capacsk floskel kan man sige, at musikkens i al dens kompleksitet udgør en kontrapunktisk dimension til det dystopiske og apokalytiske verdenssyn på pladen.
Vincent, der synger med en fin, blød stemme, henter sine musikalske inspirationer mange steder fra. Poppens med dens melodiske appel og evne til at formilde alt er central på pladen; men mange andre lag gør sig gældende, lige fra en rød tråd fra den mere tilgængelige del af art- og post-rocken, over årtiers balladetradition til moderne digitale lydflader. I det hele taget er det ganske imponerende, hvordan den unge kunstner smeder sine sange sammen med nærmest eklektisk brug af det sidste halve århundredes populærmusik. Og samlet set betyder det, at vi står med et endog meget varieret album, der giver store og gode løfter om den musik, der i fremtiden vil komme fra den kant. Så jeg kan kun varmt anbefalet dette debutalbum til alle med kærlighed til musik og klimakriseforstoppelse.

Vincent Ryder. The End of the World on TV. Produceret af: Aske Jacoby. Giant Birch Records. Er udkommet.