Vi skal tilbage til 2018 for at finde den forrige plade fra Morten Skou Andersen & de mennesker han sammenligner sig med. Boligindretning hedder den, og dengang valgte jeg at betegne musikken “moderne danskpop”; dog med det forbehold, at Andensens tekstunivers ligger et helt andet sted end den danskpop, vi kender. Nemlig i en ende, hvor den kritiske tænkning har sine rødder.

Og med deres nye plade, der bærer titlen Forældrelandssange fortsætter de med moderne dansk pop med tekster, der kræver at lytteren slår lyttelapperne ud og giver sig selv noget at tænke over. Forældrelandssange hedder pladen og det er en slags versionering af “fædrelandssange”. Og med dette lille tvist lægger tekstforfatter Andersen en kærligt-kritisk distance til netop genren forældrelandssange, der jo har som primær funktion af besynge vort lille land i ord og toner, der bestemt ikke sætter spørgsmålstegn ved noget som helst. Tænk blot på den rituelle klaphat-afsyngelse af
“Det er et yndigt land” ved store kampe i hånd- og fodbold…

Og Andersen tager ikke blidt på vort samfund. Tværtom gør han – med rødder i fortiden – op med det samfund, vi befinder os i i disse år. Jeg vil ikke gennemgå alle teksterne. De er prisværdigt og brugervenligt aftryk på et stor tekstark i coveret, så enhver kan følge med i forfatterens finurlige og kritiske ord. Og det er der al muligt god grund til at gøre.

Jeg vil nøjes med at inddrage en sang; nemlig den lange sang “mortens tidsrejse”, der på fineste måde indkredser pladens kritiske projekt. For sangen rejse er en rejse tilbage til rødderne for de “værdier”, der udgør den “Danmarkskanon”, som Venstre-politikeren Bertel Haarder og kulturminister Mette Bock på vegne af deres borgerlige regering fik stykket sammen med hjælp fra en undersøgelse blandt danskerne. Og Morten Andersens rejse besøger “værdi” for “værdi” i deres historiske oprindelse for på næsten ideologi-kritisk vis at afsløre deres falskhed og forlorenhed. Et par eksempler.

“Og så er Morten et sted nær Gallehus
engang i 400-årene,
hvor han taler med Lægæst, og
især om guldhornsindskriftens sprog.
Dansk, svarer han – alle sprog –
er som et digt uden start og facit.
Afsmitning, kopi og lån,
det er, hvad der har skabt dit dansk ud af mit.”

Det gælder “værdien” “det danske sprog”, der ikke – som kanonen vil have os til at tro – har nogen isoleret, autonom værdi, men – som så meget andet – er blevet til gennem en lang historisk udvikling.
Og Morten Andersens eget sprogbrug er såmænd også et godt eksempel på, at vort sprog har taget farve fra en historisk udvikling. Med sit ordvalg og sine sætningsdannelser kommer man ( i hvert fald med min danskfaglige baggrund) i tanker om sprogtonen i gamle danske folkeviser, men også i nutidens fortællekunst.
Et andet eksempel. “Værdien” “lighed for loven” får med den kritiske krabask:

Fællessalen ved Rigsdagsåbningen,
1945, niende maj.
Buhl laver ordet „forræder” om,
og Morten får Christmas Møllers dom:
Lighed for loven gør
ingen retsstat af en regering,
før den dag, da lighed kan
give medier og folkestemning næring.

Næh, Morten Skou Andersen er ikke bleg for at punktere vor tids selvforståelse og -forherligelse, afmy(s)tificere vores virkelighedsopfattelse og trække det hele ind i den historiske proces, vi er et foreløbigt resultat af:

vejen ind i fremtiden kender kun
det menneske, der selv rejser i historien.

Og det er kun godt, at der er sangsmede som Morten Skou Andersen, som ikke stiller sig tilfreds med at besynge vores virkelighed, men insisterer på at tage det hele under kritisk behandling.
Og det sker med en god snes sange, der er melodiske og har et folkrock-præg. Dansk-pop-rock med personlighed og en stil, der kan kaldes særpræget og unik.
Hvis man er til dansk-pop-rock med tekst-kant og personlig sanger-sangskriver-tone, så er der god grund til at lytte til albummet “Forældrelandssange” og håbe på, at Morten og hans musikalske venner vil fortsætte ad den sti fremover. Hermed anbefalet.

Morten Skou Andersen & de mennesker han normal sammenligner sig med. Forældrelandssange. Produktion: Morten Skou Andersen m.fl. Eget plademærke. Er udkommet