Israel – Hamas – palæstinenserne

Author:

Jeg græmmes, når jeg læser, at landets statsminister på sine sociale medier entydigt udmelder, at “intet kan forklares eller forsvares i forhold til Hamas. De er en af verdens værste terrororganisationer.” En ting er, at statsministeren demonstrerer den enøjede, unuancerede holdning til konflikten, som har  kendetegnet Vestens attitude fra starten af og som har bragt EU-ledelsen med kommisionsformand Ursula von der Leyen i spidsen i vanskeligheder, fordi 800 EU-medarbejdere i et brev har kritiseret EU-toppens “betingelsesløse” støtte i israelerne.

En ting er at tage afstand fra Hamas’ voldsomme angreb på civile israelere og anerkende israelernes gode ret til at forsvare sig og bekæmpe en sådan fjende. Det kan de fleste sikkert blive enige om. Noget andet er at glemme hele historikken fra etableringen af staten Israel efter 2. verdenskrig (og som statsministeren gør det, reducere historikken til holocaust-tragedien) og – som Slavoj Zizek fornemt pointerer i nedenstående foredrag om emnet – sætte parantes om enhver kritisk eller blot problematiserende tanke, ja ekskludere ethvert tilløb til eftertanke, refleksion og analyse af konflikten og dens historik. Desværre er det endnu et eksempel på, hvordan vi i dag er fanget i en ideologiske situation, hvor nogen mener sig berettiget til at sidde inde med fortolkningsretten. Som Zizek er inde på er det autokratiske, autoritære tendenser, der er på spil.Velbekomme.

Opdatering 24.10.23: I dag kan man så læse, at landets skyggestatsminister, Lars Løkke Rasmussen, er af den formening, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne kun kan løses ved en to-stats-løsning. Lidt har også ret.

Opdatering 25.10.23: Og i dag går Danmarksdemokraternes politiske ordfører Susie Jessen i rette med Løkke Rasmussen med en kritik, der baserer sig på føleri: “- Jeg synes simpelthen, det er beskæmmende, og det er en våd klud i hovedet på de mange mennesker, der sørger rigtig meget, siger hun.” (DR Nyheder). Og det var netop føleriet Løkke Rasmussen ville gøre op med: “- Når følelserne har lagt sig – og der er ekstremt mange følelser i spil på alle sider – bliver vi nødt til at finde nyt momentum til en fremtid, der også rummer en tostatsløsning, sagde han” (sammesteds). Jessen sidder uhjælpeligt fast i de politiske føleris sump, hvor enhver form for historisk baseret refleksion, kritik og analyse er borte og hvor det handler om at lade tankeaktivitet vige for føleri. Jeg er ikke enig med Lars Løkke Rasmussen i ret meget, men han har dog så megen politisk erfaring og dermed historisk baggrund, at han godt kan se, at løsningen på konflikten mellem Israel og palæstinenserne skal findes i de historiske forudsætninger for den aktuelle konflikt.

Opdatering 29.10.23: Næh, træerne vokser ikke ind i himlen. I dag kan man læse udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens forsøg på at forklare, hvorfor Danmark ikke stemte for FNs resolution om en “øjeblikkelig humanitær våbenhvile” i konflikten mellem Israel og Hamas. I følge DR-Nyheders udlægning, så står der i resolutionen, at “alle voldshandlinger rettet mod palæstinensiske og israelske civile, herunder alle terrorhandlinger, fordømmes.” Bemærk den indskudte forklarende sætning, “herunder alle terrorhandlinger”, for Løkke Rasmussen mener, at der mangler en udtrykkelig fordømmelse af Hamas’ terrorhandlinger. Og der er tale om mere end blot verbal flueknepperi. Det handler om, at Hamas, som er på den amerikanske regerings liste over terrororganisationer, skal udstilles som ikke bare en terroristisk organisation, men som terrororganisationen (i bestemt form) i den kørende konflikt. Og FNs resolution rummer jo den fortolningsmulighed, at der er andre terroristiske agenter i den konflikt, fx Israel og USA. Og det går jo ikke, vel!? Sagen viser med stor tydelighed, at det er mere magtpåliggende for den danske regering at følge trop med amerikanernes fortolkning af konflikten end at sikre en våbenhvile, der igen kan sikre, at titusindvis af palæstinensere får en chance for at få den nødhjælp, de har behov for lige nu.

3 thoughts on “Israel – Hamas – palæstinenserne”

  1. Capac: Det du ser på vidoen er fra det Iriske parlament, og det samme kunne vi sige om vores eget folketing sørgeligt men sandt.

    1. @Hugin: Ja, jeg tænkte straks på irerne, da jeg så det. Og han har selvfølgelig helt ret i sin kritik. Hvor længe kan Israel – dvs. den højresnoede, autoritære politiske ledelse – slippe af sted med at martre civilbefolkningen i Gaza!? Selvfølgelig kun så længe, at amerikanerne holder hånden over dem. Den samme gamle historie, som vi kender til hudløshed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *