På vej ud til skoven med min ven hunden – vores ugentlige udflugt til Forstbotanisk Have – tog jeg mig selv i – igen – at fløjte en bestemt melodi. Det er sket en hel del gange den sidste måneds tid eller mere, men jeg har ikke tænkt over, hvad fanden det var for en melodunt, der sådan pressede sig på. Men i dag gik det så op for mig. “I sommersol ved den hvide hest” fra musicalen Sommer i Tyrol, der også er filmatiseret med bl. a. Dirch Passer, Susse Wold, Ove Sprøgøe og mange flere kendte folkekomedieskuespillere. Men hvorfor dukker den op – og ikke en popsang fra ungdommens tid? Det er sådan noget psykoanalytikere (fx Theodor Reik) og hjerneforskere (fx Oliver Sacks) har kastet sig over med forskellig forklaringer. Selv hælder jeg til den gamle forklaring, at sangen er en lille tråd i mit musikalske bagtæppe, hvor Giro 413-numre er vævet sammen med alt muligt andet fra rock over pop til jazz og klassisk. Og måske gør det, at pickupppen sætter sig ned et andet sted, når jeg igen starter den gamle bil og kører i skoven…