For mange år siden – engang i 1980’er – sendte jeg en række digte ind til tidsskriftet Hvedekorn, som dengang blev redigeret af Poul Borum. Han var ikke en hr-hvem-som-helst. Tværtimod var han – ud over at være digter selv med flere bøger på samvittigheden – kendt som værende en notorisk hård kritiker (is. i Ekstrabladet), hvor han kunne finde på at bedømme værker med korte sentenser, der mest af alt lignede dødsdomme eller sådan noget. Men jeg tænkte, at hvis han tog mine digte til sig, så måtte der da være noget i dem. Og det gjorde han, jeg fik trykt adskillige og han bad om flere. Jeg har fortalt om det før her i bloggen.

På DRs arkivside – Bonanza – er der et lille bitte portræt af Borum, lavet et par dage før han døde. Her forholder han sig til sin kritiske praksis. Han er af den opfattelse, at han har været meget hård, og at det var en principsag for ham, fordi det var den anden side af at vise begejstring, hvilket er det vigtigste.

Jeg har langt hen ad vejen enig med Borum i hans anskuelse. Når jeg omtaler musik her i bloggen, så er det vigtigste for mig at vise begejstring (hvis der er grundlag for det), men jeg forfalder ikke til unødvendige hårde kritiske tacklinger. Når mennesker (musikere, forfattere) har brugt måneder, år på at skabe noget og – i musikkens tilfælde – også lang tid på at arrangere og producere musikken og lade de udkomme, så må der som udgangspunkt være kvaliteter i det endelige produkt. Og jeg ser det som min opgave at fremhæve de kvaliteter, jeg hører i musikken i mine omtaler. I det omfang, jeg har forbehold, så står den at læse mellem linjerne. Man skal med andre ord kende mine anbefalinger rigtig, rigtig godt for at kunne opfatte et diskret forbehold, hvis der er et.  I den kommende tid vil der komme en del nye anbefalinger. Jeg glæder mig allerede til at dele den nye musik med jer. Kommer, så snart jeg får styr på resterne af min mandfluenza.